gift; at være rigtig ødsel og flot, naar nogen saa det, var igrunden hendes Natur — især med et Raffinement af Kniberi; paa samme Tid som hun lod Kogekonen grassere efter Behag med Trøfler og Østers, forsømte hun aldrig at tælle Sveskerne til Tjenernes Sødsuppe.
For Fru Fredrikke var et Besøg og fremfor alt et Selskab i dette Hus, hvor der gik saa meget til, ligefrem gribende. Hendes Fugleøine hang ved alt, hvad der blev fortæret, og taxerede alt, som gik tilspilde. Og bagefter følte hun sig, somom hun havde været med paa en vanvittig Ødselhed, den hun selv maatte bøde paa ved at knibe Kniberiet endnu knebnere.
Hun misundte isandhed ikke sin Veninde; det maatte være skrækkeligt at staa i Spidsen for et saadant Hus. Thi Fru Fredrikke eftertragtede ikke egentlig at være rig, at eie meget; eiheller nærede hun nogen bestemt Frygt for Fattigdommens Savn og Indskrænkninger, — hun behøvede i Virkeligheden saa lidet.
Hendes Lidenskab var Bevidstheden om, at alle de Skillinger, som paa nogen mulig Maade kunde trille ind til hende, — de kom; og at ikke en eneste Skilling trillede fra hende, som paa nogen mulig Maade kunde været spart.
Hun var en Guldgrube for sin Mand og blev meget beundret.
Nei — skulde hun misunde Clara Løvdal noget, var det snarere Manden; — hans Nøisomhed — den maatte hun beundre.
Naar hun hørte, hvad Middagsmad den rige og forvænte Abraham Løvdahl tog tiltakke med, maatte hun rigtignok tænke paa sin Mand; han var Skam ikke let at narre med opvarmede Levninger og deslige.
Men saa var der jo det, at Morten ikke var stærk, og desuden trængte han god og kraftig Mad i sit besværlige Kald. Der havde derfor i Kapellanens Hus udviklet sig den Skik, at Husfaderen spiste af et særskilt Fad; medens Fruen, som forøvrigt næsten ingen Næring behøvede, hun havde nogle andre Ting at pille med, som man ikke egentlig kunde benævne med noget bestemt Madnavn.
— Saasnart Clara Løvdahl følte sig fuldkommen rask igjen, vilde hun have Revanche for den lange kjedsommelige og smertefulde Tid; hun satte Fart i det gamle Hus — ja i hele Byen; hun fik antændt en Selskabelighed og en Feststemning, der fængede til alle Sider og oplyste hele Vinteren med glimrende Baller, Fakkeltog paa Isen, Champagne og Raketter.
Det var vel ikke Clara Løvdahl alene, som fik den adstadige By til at staa paa Hovedet: men hun anslog den rette Tone i det rette Øieblik, og hun fik Svar af Glæde og Jubel fra alle Kanter. Ikke
