kenet hørte han dem slaa Vand i Stampen; men inde hos lille Carsten var der ganske stille, ikke den mindste Lyd af Haab.
Doktor Bentzen kom ud.
„Nu Doktor?“ — Abraham troede, at alt var forbi.
„Aa — det gaar godt, rigtig godt —“ svarede Doktoren; og da Pigen og Professoren idetsamme kom bærende med Guttens lille Badestamp, sagde han:
„Jeg tror aldrig, vi behøver Bad — du Løvdahl! Pulsen er nu ganske normal — lidt svag; men ellers er Barnet fuldstændig roligt.“
Begge Lægerne gik ind igjen, og Abraham blev staaende foran den rygende Stamp og lyttede; han kunde endnu ikke faa Mod til at haabe; Pulsen var svag — sagde Doktoren.
Efter en lang, lang Stund kom de to ud igjen; de listede sig ganske sagte og holdt paa Dørklinken; Abraham vendte sig mod dem med et Spørgsmaal i hver Mine i sit forstyrrede, angstfulde Ansigt.
„Han sover; al Fare er forbi,“ hviskede Professoren.
Abraham kastede sig i hans Arme og brød ud i Hulken, saa de maatte føre ham længer bort.
Da han var kommen nogenlunde i Ligevægt igjen, sagde Doktor Bentzen, som styrkede sig paa et stort Glas Portvin:
„Jeg skal betro dig noget, — min kjære Abraham! naar vi blive Bedsteforældre, saa blive vi meget ængstelige af os; især, naar det gjælder en liden Sønnesøn, som skal bære vort høiagtede Navn.“
„Ja bagefter kan du nok være modig,“ mente Professoren.
„Aa — du kunde s’gu godt ladet mig være i Fred i Klubben — Professor! det hele var ikke andet end lidt Feber og saa kanske en Smule Maveknib,“ dermed tømte han sit Glas og sagde Godnat.
De fulgte ham ned og blev staaende en Stund paa Trappen. Det var blevet sent, Gaden var tom, Aftenen smuk og mild efter Regnet, og de følte sig alle mer og mindre lettede efter Sindsbevægelsen.
Men endelig sagde Professoren:
„Nu — Godnat! nu vil jeg se at komme iseng; jeg er saa træt som efter en hel Dags Praxis i gamle Dage.“
Bentzen gik og de lukkede Gadedøren.
Men da de stod igjen i Mørket, sagde Professoren:
„Ja det er jo sandt! nu husker jeg, der var noget, du vilde tale med mig om — Abraham!“
„Nu er du træt — Far!“
„Men det forekommer mig, at det var noget meget vigtigt —“
„Javist; men nu er jeg ogsaa — sandt at sige — træt; det faar være til imorgen. Godnat Far! — og Tak for idag.“
