Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/357

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Steffensen? — Steffensen! hvor var han ikke umaadeligt langt borte fra Abrahams Tanker; og hvorledes ialverden kunde han for en saadan Sags Skyld tænkt paa at sætte sig op mod sin Far — mod en saadan Far! — han vilde naturligvis tage sig af Sagen og greie den — imorgen; men det kunde jo gjøres i al Ro og Besindighed.

Paa Tæerne listede han sig ind i Soveværelset! Clara sov — bleg og smuk i den store Seng; og lille Carsten sov ogsaa med smaa Snøftninger i sin lillebitte Næse og smaa Rykninger i sine tynde Fingre, der lignede pillede Ræger, men af de allertyndeste.

Da gik ogsaa Abraham tilhvile og sov som en Patriark til den lyse Morgen.

Noget ubehageligt plagede ham, strax før han vaagnede; det var Steffensen. Men han skjød ham tilside, ringede og spurgte Pigen, hvorledes det stod til derinde.

Jo Tak — baade Fruen og den Lille havde havt en god Nat.

Det var jo det vigtigste; det andet skulde nok ordne sig. Efterat han derpaa havde sagt Godmorgen til Clara og personlig forvisset sig om, at den Lille med Rægerne var i god Behold, gik han ned til Frokost.

Ved Bordet begyndte Professoren strax: „Jeg tænkte senere igaaraftes over, hvad det vel kunde være, du vilde snakke med mig om; og jeg gjættede tilslut paa Steffensen.“

Abraham indrømmede, at saa var det; og nu begyndte Professoren — alt mens de spiste at udvikle Sagen.

Direktionen havde enstemmigt forlangt hans Afsked; Manden var ikke uundværlig; hellerikke var han saa fattig som han lod; han havde Sparepenge — sagdes der; dertil kom, at han var en yderst besværlig Herre — utilfreds og ildesindet; mange Klager forelaa fra andre Arbeidere; en havde endog slaaet paa, men det var rigtignok bare mundtligt, at der forsvandt Olie i Maskinhuset; Abraham forsvarede Steffensens Sag med Varme men i al Ro og Besindighed; og Professoren var villig til at indrømme en hel Del, — især var han enig i, at det var taabeligt at tale om respektstridig Opførsel; det maatte være noget, Marcussen havde — fundet paa.

Men paa den anden Side maatte Abraham ogsaa give sin Fader Ret i, at han ialfald ikke havde kunnet handle anderledes. Vilde Abraham henvende sig til Direktionen i denne Sag, saa stod det ham jo frit for; men Professoren vilde af mange Grunde fraraade det.

Abraham vilde betænke sig; og derved blev det.