Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/355

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


„Hys! hys! for Guds Skyld — Gutten min! snak ikke saa høit,“ hviskede Professoren og trykkede ham ud igjen i det forreste Værelse.

„Jeg skal være rolig — Far! og tale sagte; men nu skal du høre mig.“

„Ja ja! — kjære Abraham! men i dette Øieblik —“

„Jeg kan ikke vente længer — Far!“

„Men Bentzen er derinde alene.“

„Doktoren?“ — Abraham huskede med en Gang den fremmede Hat, „hvad gjør han her?“

„Jeg vilde ogsaa sendt Bud efter dig; men jeg vidste ikke, hvor du var.“

„Men Gud!“ raabte Abraham; „hvad er her da paafærde? er Clara syg?“

„Nei, nei! Clara tager det roligere end ventendes:“

„Hvad er det da Far! — svar!“

„Jeg troede, Pigen havde sagt det; det begyndte med, at han blev saa —“

„Han! — er det lille Carsten? Far! — Far! det er vel ikke Krampe?“

„Nei Gutten min! Krampe er det ikke; det vil sige —“

„Du er ikke vis paa det! — aa Far! lad mig komme ind, lad mig se ham.“

„Nei nei! — vær nu rolig! — jeg skal gaa ind; muligvis er det hele bare lidt Feber.“

„Gaa ind Far! Skynd dig og kom igjen og fortæl mig. Herregud! — om vi skulde miste ham!“

Han stod ved Vinduet, mens Faderen var inde i Soveværelset; han stod og saa ned i den gamle indelukkede Have, hvor han havde leget som Barn; Plainen grønnedes og Lindetræernes Knopper svulmede.

Men intet Minde, ingen Tanke fik Plads i hans Hoved undtagen denne ene Skræk, der i hans letrørte Fantasi voxede fra en ond Anelse til en halv Vished; det maatte saa være, han skulde miste ham. Intet var rimeligere; svag og ualmindeligt liden var Gutten, og med Besvær var han kommen til Verden. Døde ikke friske og normale Børn i massevis i den Alder! nei — der var ikke Haab, han følte det saa tydeligt.

Pigen kom fra Kjøkkenet, for at melde, at nu var der varmt Vand, og Professoren gik ud, for at gjøre Badet istand; idet han passerede Abraham, sagde han beroligende: „det gaar bedre.“

Men Abraham troede ikke paa det; og Tiden gik; ude i Kjøk-