Steffensen syntes mest tilbøielig til at buldre løs igjen; men han
imponeredes af den Sikkerhed, som var kommen over den unge
Bestyrers Væsen, og da Abraham var gaaet, brummede den Gamle:
„Kanske der alligevel bor noget i den Kroppen.“
„Ser du nu!“ raabte Grete triumferende, „du, som altid har sagt: han er akkurat som de andre.“
Steffensen saa paa hende og sagde: „Hvis du nu alligevel blev skuffet? Grete!“
„Ja, saa maatte jeg vist dø,“ svarede hun stille.
Men Abraham gik til Byen i Stormskridt. Nu skulde der være Opgjør. Direktionen skulde samles, han var ikke bange. Han vilde tale frit ud; ikke skulde det siges om den Fabrik, hvor han var Bestyrer, at duelige Folk blev jagede, fordi de ved en Fest talte Ord, som de Store ikke ligte.
Og først skulde Kampen staa med Faderen. Nu kunde det være nok med den sønlige Ærbødighed; sin Ret som voxent Menneske vilde han kræve. Saa udmærket som hans Far var i alle Dele, saa kunde det dog ikke nægtes, at dette Liv blandt Pengemenneskene havde forandret ham ikke saa lidet.
Ogsaa det vilde Abraham sige — aabent og ærligt uden Hidsighed, og forøvrigt fastholde, at Steffensen beholdt sin Post og fik Opreisning.
Han gik og øvede sig paa sin Tale til Faderen, og da han kom til Byen, var den færdig; den skulde begynde saa: Far! jeg kommer, for at kræve min Ret som voxent Menneske.
Professoren var ikke hjemme, og strax gjennemfór der Abraham en Mistanke, at Faderen var forberedt og vilde unddrage sig den første Hidsighed; thi de havde talt saa ofte om Stelfensen, at Professoren maatte vide, at dette vilde krænke Abraham.
Pigen sagde, at Professoren var ovenpaa; Abraham gik opad Trappen: nu blev det værre; han skulde holde Opgjør i sine egne Stuer, hvor der maatte være saa stille for den Syge, og hvor den festlige Ro omkring den Nyfødte gjorde det vanskeligere at bruge haarde og skarpe Ord.
Men det fik ikke hjælpe; nu skulde det ske; han skulde engang vise dem, at naar det først gjaldt, besad han baade Mod og Vilje.
I Forstuen laa der en fremmed Hat og Stok; men han tænkte ikke over det, og gik med faste Skridt ind i Dagligstuen.
Her kom hans Far imod ham fra Soveværelserne. Professoren hævede Haanden og vilde sige noget; men Abraham begyndte strax — dæmpet, men alvorligt:
„Far! — jeg kommer, for at kræve min Ret —“
