Saaledes gik deres Samtale; men pludselig hørte de et Bulder;
det var Steffensen, som kom hjem. Døren sprang op for et Spark,
og ind kom der en Bylt olieflækkede Lærredsklær, derpaa en
Værktøiskasse og sluttelig Steffensen selv — rød i Hovedet, Hænderne
dybt i Lommen, Øinene langt paa Stilk, men taus, taus som en
Kanon, før den gaar af.
Grete slap sit Arbeide og tog Tag om Abrahams Arm:
„Far! — du er opsagt?“
„Ja!“ — buldrede det første Skud, „jeg er opsagt i utide, med Haan. Steffen Steffensen, som udtrykkelig blev indkaldt fra Kristiania, for at stelle med disse Fillemaskinerne, som ingen her forstod — jeg er sparket ud! Men altsammen fik gaa an; jeg kjender jo den simle Arbeiders Lod og jeg kjender Blodsugerne; der var ikke bedre at vente; men en Ting brænder mig paa selve Sjælen — ved du, hvorfor jeg er opsagt — Grete!“
Han stillede sig midt foran de to, og først da kom han i sit Sindsoprør til at sanse, hvem Abraham var.
„Ja se der har vi jo en af de høie Herrer — hvad siger De? han kan fortælle dig det, — spørg ham Grete! — saa kan du faa vide, hvad der er iveien med Far din.“
„Jeg ved ikke noget om dette — Steffensen! og jeg kan ikke rigtig tro, det er muligt,“ svarede Abraham; han var selv bleven bleg, og Vreden steg hurtigt op i ham over, at Direktionen eller hans Far alligevel havde gjort dette uden at konferere med ham.
„Ja ved De ikke noget, saa skal Pinedød baade De og andre faa vide noget. Jeg er jaget uden lovligt Varsel og uden at man engang gjør sig den Uleilighed at finde et Paaskud, man har sagt mig lige ud, at det er for respektstridig Opførsel — hører I! — hvad siger De!“ — Manden blev ganske kobberrød og Øinene vilde næsten springe ham af Hovedet: „tænke sig, at for det første skal man taale, at de eier altsammen, Jorden her og Himmelen hisset — lige til disse fordømte Maskiner, som en gaar der og steller og passer saa omhyggeligt, som var det ens eget Kjød og Blod, og saa forlanger de ovenikjøbet, at man skal respektere dem! — hvem? — Marcussen — det Svin! Løvdahl —“
„Hys Far.“
„Hør Stelfensen!“ sagde Abraham og reiste sig op; „jeg er enig med Dem; dette er aldeles uforsvarligt handlet af Direktionen, og jeg giver Dem mit Ord paa, at De skal faa fuldstændig Opreisning.“
Denne Tale forvirrede Stelfensen; men Grete raabte glad:
„Se saa — Far! kom nu hen og vær rolig; du hører, Bestyreren vil greie det hele.“
