Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/350

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Jo Abraham vidste nok det; der gik et Stik gjennem ham som altid, naar han mindedes den lille trofaste Marius og en Buket, som han engang havde faaet. Han blev med engang alvorlig nok og hørte kun halvt paa Kruse, som vedblev at drøfte Fru Gottwalds Anliggender, som aabenbart interesserede ham i høi Grad.

Abraham reiste sig, for at gaa; det var endnu tidligt paa Aftenen; Solen stod lavt i Vest og skinnede indunder de sidste, tunge Skyer, der drev sydover efter en Dags Regnveir. Han fik Lyst til at gaa udover til Grete; hun var saa bleg sidst han saa hende. Peder Kruse gik med, for at friske sig, og som de vandrede udover sagde han:

„Jeg begriber ikke — Løvdahl! — at du kan taale den Steffensen.“ —

„Han er morsom; der er virkelig mange snurrige Ideer i det Hoved.“

„En Frasemager, en gammel Nar.“

„Til en simpel Arbeider at være synes jeg —“

„En Arbeider — siger du! kanske du indbilder dig, at en Arbeider nutildags kommer med saadant forlorent Sniksnak. Nei ser du! Steffensen kan have været god nok i sin Ungdom for ti-tyve Aar siden; da var der Brug for Folk af hans Type til at vække Arbeiderne med disse store Ord og velklingende Talemaader. Men Arbeiderne idag ere baade vaagne og ganske anderledes udviklede; derfor gaar Steffensen igjen som en gammel Skraaler, og du ser jo selv, han har ikke den ringeste Indflydelse blandt Folkene.“

„De forstaar ham ikke.“

„Jo du, de gjennemskuer ham og ler af ham. Der skal ganske anderledes solide Egenskaber til, for at vinde Tillid og Magt blandt vore Arbeidsfolk; de er s’gu komne længer frem end de fleste af os ved.“

„Hør du Kruse!“ sagde Abraham og smaalo; „nu er vi paa Tomandshaand, og du ved, jeg er i det store og hele taget enig med dig i de fleste af dine og Nytidens Ideer. Svar mig nu oprigtigt: tror du ikke, at du i dit Had til Samfundsstøtterne er tilbøielig til at fiffe dine kjære Smaafolk lidt vel meget op?“

„Jeg tror ikke andet end det jeg ved, og det er, at i dette Land har de øvre Lag staaet næsten stille i et Par Generationer; medens en hel ny Livsanskuelse har forladt Tænkernes og de Boglærdes Stuer, for at trænge sig ind i Samfundet nedenfra som en levende Strøm af brugbar Kundskab om Livet saaledes som det er i Virkeligheden.“

„Hvorfor bare nedenfra?“