„Fordi Tiden skræmmer Samfundets Støtter. Deres Presse har
saa længe fyldt dem med Anarki og Pøbelherredømme, at bare du
kommer med et lidet beskedent Forslag til politisk Frihed eller
folkelig Indflydelse, saa tror de strax, der er Tale om at dele deres
Penge og prisgive deres Hustruer og Døtre. Men paa den Maade
— kan du vel skjønne? lærer de Mennesker ingen Verdens Ting.“
Abraham lo.
„Men dine Smaafolk da! hvad lærer de?“
„For det første læser de ikke Samfundsstøtternes Aviser, hvor hele Verden er stillet paa Hovedet in usum Delphini; døde Tanker garnerede med friske Skjældsord: Fortielse af Tidens virkelige Fysionomi og den daglige Gjentagelse af de gamle Ur-Sandheder, at i Amerika bor Kjæltringerne, i Paris Kommunarderne, Visdommen i Kristiania og Dyden i Stockholm; — det læser de ikke.“
„Det er altid noget —“ mente Abraham.
„Aa du, det er ikke saa lidet! — Men de læser, hvad næsten ingen af os tænker paa, — de læser og læser omigjen de tusinder af Breve, som Aar om andet strømmer ind til os fra de Norske i Amerika. Ser du, det er en Dannelseskilde bedre end alle Aviser og Bøger. Thi der lærer Folket for første Gang af sine egne, i sit eget Sprog, ud af sit eget Tankeliv — det eneste, et Menneske kan forstaa tilbunds. Og tænk al den Kritik, der ligger i disse Breve over alle vore Forhold fra øverst til nederst, — greie, letforstaaelige Domme og Sammenligninger fra et Søskendebarn eller fra han, Farbror Lars, som var saa troværdig og kjendt med alt.
Abraham lod ham snakke videre og svarede bare med smaa Ord; han var paa en vis Maade veltalende — Kruse, naar han kom i Fart; og der var meget i det, han sagde, som Abraham beundrede.
Men helt ud slutte sig til ham og hans Meninger, det kunde Abraham ikke. Han fandt ligesom ingen Garanti i denne lille radikale Sagfører, som han fra Guttedagene havde lært at anse som en halvt farlig, halvt foragtelig Person.
Da de skiltes udenfor Steffensens Hus, aftalte de et Møde i Arbeidernes Forening, hvor Abraham efter hin Fest havde vundet megen Tillid og Pladsen som Viceformand.
Mens Kruse gik videre og fortsatte sin Tale til sig selv, traadte Abraham ind i den lille Stue, hvor han fandt Grete paa hendes vanlige Plads midt i Arbeidet.
„Du er saa bleg Grete! — er det ikke bedre med dig?“
„Jo Tak, meget bedre; din Medicin smager ikke godt; men jeg synes, den styrker mig.“
„Den er vel lidt bitter?“
