„Det er ikke sandt,“ raabte derfor Abraham en Dag, „du er da ikke
40 Aar endnu.“
„Jeg er saamænd 45,“ svarede Kruse roligt og strøg sit tynde Haar. —
„Det havde jeg aldrig troet; din Moder er da ikke saa gammel.“
„Ja ser du, jeg kom nok temmeligt tidligt til Verden,“ svarede Kruse smilende; „Kvinderne holder sig desuden bedre.“
„Aa langt fra! Kvinderne ældes først.“
„Ja enkelte; men se nu for Exempel Fru Gottwald —“
„Fru Gottwald!“ raabte Abraham, „hun ser da ligesaa gammel ud som du.“
„Aa — for Snak, for Barnesnak!“ fór Kruse pludseligt op. „Fru Gottwald ser Pinedød ligesaa ung ud som din Kone.“
Abraham gjorde sig morsom, lod Piben falde af Munden, spærrede Øinene op og raabte:
„Ildebrand i gamle Huse!“
Men da blev den gode Peder Kruse ganske fortvivlet, han skjændte og svor nogle svære Eder.
Han var bleven Fru Gottwalds Leier og boede ovenpaa i de tre smaa Stuer. Hvorfor han var flyttet hjemmefra, hvor Moderen saa gjerne vilde beholdt ham, var der ingen, som vidste bestemt; men Abraham sluttede af et enkelt Ord, at Morten paa en eller anden Maade var Skyld i Flytningen.
Om sin Broder Morten talte Peder Kruse ikke gjerne! derimod havde han meget travlt med sin nye Værtinde, og Abraham fik hvert Øieblik Anledning til at raabe: Brand!
„Aa — hold nu op,“ sagde Kruse overlegen, „du er slet ikke morsom.“
„Ja, men du synes altsaa — alvorligt talt, at hun er ung, smuk og rig — ja for hun er vel rig ogsaa?“
„Nei rig tror jeg dog ikke, hun er,“ mente Kruse godmodig; „men hun har forresten en Bankbog paa nogle hundrede Kroner?“
„Hvordan ved du det?“
„Jeg har seet Bogen.“
„Ser man det! — man er altsaa naaet frem til Pengespørgsmaalet.“
„Ja som du ser; men ved du, hvad hun vil med de Penge?“
„Formodentlig kjøbe dig en ny Paryk?“
„Nei — vær nu alvorlig; tænk dig, hun har den fixe Idé, at hun vil opreise et smukt Monument oppe paa Kirkegaarden over sin Søn; — du ved jo, hun havde en Søn — hm! — du kjender Historien?“
