fortalt hende, at Fru Løvdahl havde faaet en Søn. Abraham nævnte det ikke, da han havde en Følelse af, at det vilde forstyrre hende; men han mærkede godt, at hun vidste det.
Grete var jo ikke udviklet som andre unge Piger; det overdrevne og holdningsløse i Faderens Karakter havde ogsaa gjort hendes Kjendskab til Livet ujævnt og lunefuldt; men nu var hun selv voxen; hun vidste nogenlunde Besked om det, som var foregaaet med Fru Clara, og efter det følte hun mindre Glæde ved Abrahams Besøg.
Grete Steffensen havde lært af sin Far, at Livet er en blodig Uretfærdighed; at nogle faa nyde og Millionerne lide. Naar han rigtig lagde ivei, kunde hun gløde af Harme eller Taarerne strømmede ud af hendes Øine.
Men selv havde hun det godt for sin egen Part. Med alt sit buldrende Væsen var Steffensen igrunden øm mod hende; alle Mennesker havde bestandig klappet hende blødt og sagt: Stakkels Grete! — paa en Maade, som gjorde hende godt.
Hun kunde ikke se, — det er sandt; det maatte være noget vidunderligt med dette Lys, som kom om Morgenen, og som hun følte paa sine aabne Øine. Men Herregud! — saa havde hun det saa godt i andre Maader.
Saaledes var Livet hidtil gaaet for hende; jævnt Arbeide og et let Sind havde holdt hende oppe; nu var hun snart nitten Aar og begyndte at faa gode Kræfter.
Men nu stansede ligesom alt. Dette Barn, som den fomemme Dame havde bragt til Verden, og som fik Abrahams Stemme til at sitre af Fryd, skjønt han aldrig nævnte det, — det forandrede Livet for Grete Steffensen.
Det, Faderen havde forklaret hende: at hun, som var blind, ikke kunde passe et Barn, det blev hende nu til tom Snak. Skulde hun ikke kunne passe sit Barn — hans Barn! — aa! det skulde aldrig forlade hende; hun skulde holde det saa fast, saa fast! — og hun knugede Hovedpuden ind til sit varme Bryst i Nætter fattige paa Søvn, men fulde af Taarer og halvklar Jammer over denne Ungdom, som skulde tørre hen, denne Kjærlighed, som skulde visne til Glæde for Ingen. —
— Forstyrrelsen hjemme i Huset havde ogsaa den Følge for Abraham, at han fik mere Tid til at besøge sine Venner blandt Ungdommen. Han tilbragte især sine Aftener hos Peder Kruse. Vistnok var der en stor Aldersforskjel mellem dem: men Kruse var en gemytlig Fyr, hvis Alder man ikke kunde huske.
