ham med, var anderledes Mad for hans Forfængelighed end den kolde videnskabelige Anerkjendelse, der før var hans Løn.
Og saa var han desuden saa ganske anderledes fri end før; han behøvede ikke at være forsigtig eller give Agt paa sig selv; han kunde ikke forløbe sig; intetsteds laa der nogen nøieseende Kritik paa Lur, alt, hvad han gjorde var saare godt og øgede Dyrkelsen.
Han havde hurtigt lært, at han kunde tillade sig hvadsomhelst — ja at en vis Hensynsløshed mod mindre Kollegaer hørte med til Ringens Privilegier. Carsten Løvdahl blev derfor ogsaa snart ødsel med Løfter og vidunderligt glemsom; nedladende og hjælpsom mod den, der krøb; fremmed og overlegen, naar Selvraadigheden vilde tilveirs.
— Saaledes sad han en Formiddag mod Slutten af Vinteren; en Vaarstorm af Sydvest med Styrtregn susede gjennem Byen og faldt en enkelt Gang med frygtelig Kraft ned i Lindetræerne i Professorens Have, hvor Jorden var sort og sur efter Snevandet, og Kattene satte over Plainen i lange Hop med Halen tilveirs, opad Plankeværket, for at komme i Hus.
Professoren var noget nervøs — næsten høitidelig; hans Søn havde netop meldt ham, at Clara befandt sig ilde. Doktor Bentzen, som var Huslæge ovenpaa, havde ogsaa været indom i Kontoret, for at meddele Professoren, at den unge Frues Nedkomst var forhaanden.
Løvdahl arbeidede adspredt; saa paa Uhret over Kaminen foran det store Speil eller rettede sig lidt i Stolen og saa ind i Speilet; han holdt af at sidde saaledes, at han kunde se sig selv.
Da meldte Marcussen: Bankchef Christensen.
Professeren blev ubehageligt overrasket. Hvad vilde dog Bankchefen idag? De havde nylig — iforgaars — været sammen i Direktionsmøde for Fabriken: det gik ikke fuldt saa godt derude som man havde ventet.
Stemningen havde været lidt underlig. Kom nu Bankchefen allerede idag i dette Veir, og saa midt under hans Spænding for Udfaldet ovenpaa hos de Unge.
„Godmorgen — Hr. Bankchef! — færdes De ude i Stormen?“
„Jeg gaar altid med Vinden paa Ryggen, som salig Randulf pleiede at sige.“
Bankchefen tog en Stol og satte sig helt hen til Pulten og syntes at ville blive længe; han var spøgefuld, det huede hellerikke Professoren.
„Jeg kommer, for at tale med Dem om enkelte Ting vedrørende Fabriken, som jeg ialfald foreløbig ikke vilde berøre i et Direktionsmøde.“
