saa at Abraham allerede ved sin Indtrædelse i Forretningen i Vexelbogen fik et storartet Indtryk af Husets Virksomhed.
Det var imidlertid ikke blot gjennem Carsten Løvdahls Kontor; at Vexlerne strømmede rigeligt; det hed sig, at der var let for Penge, uden at man egentlig saa, hvor de kom fra: det man saa Mand og Mand imellem, var hellerikke Guld: men en Masse hurtigt-løbende Papirer, der som en Flod forøgede sig selv og bar paa sine smale tremaanedlige Strimler alle Menneskers Haab fremad mod en Indfrielse, som alligevel bestandig blev til en Fornyelse.
Alting trivedes i Byen; alle vilde være med, og for alles Planer blev der Udvei. Vilde nogen bag Spitsbergen efter Klapmytser, eller drive Kobbergruber langt Pokker ivold i Dovrefjeld, bygge Dampskibe eller Bedehuse, eller pumpe Vande ud eller lave Circus — man gik bare ind i det imponerende Kontor hos Løvdahl, udviklede sit Projekt og nævnte et Par Navne, saa var Aktieselskabet dannet, Krediten aaben, og en ny liden Vexelstrøm født, der skummede afsted, forenede sig med den store og forsvandt i den bevægede Masse.
Fru Bankchef Christensen havde mangen tung Stund; hendes Mand gik tilbage, det var klart; Løvdahl her og Løvdahl hist, og saa bagefter kom Christensen, — han som før altid var den første.
Men Bankchefen selv syntes at have slaaet sig tilro som den anden inden Ringen; han dannede ingen Opposition. Og i den skjønneste Samdrægtighed afgjorde Ringen alle Byens store og smaa Anliggender, styrede alle Aktie- og Interessentskaber, besatte alle Poster, forvaltede Bankerne og hjalp sig selv og sine nærmeste og holdt dem udenfor, som skulde holdes udenfor; udbragte endvidere hinandens Skaal og lod raabe Hurra for sig selv ved festlige Anledninger.
Som Zirater vare Embedsmændene indfattede i Ringen — høiagtede og smigrede; men de styrkede ogsaa paa mange Maader Kapitalen i Liv og Død — baade Tolderen, Dommeren, Skifteforvalteren — lige til Præsten, som skulde holde Ligtalen.
Forresten var det Penge og bare Penge, hvorom Livet dreiede sig, hvorefter alle frivilligt rangerede sig, — den eneste Adkomst og Berettigelse til at aabne sin Mund med en selvstændig Mening. —
— Carsten Løvdahl lænede sig tilbage i den brede Lænestol og saa sig med Veibehag omkring i Kontoret.
Han kunde nu med et Smil tænke paa de Tider, da han i sin videnskabelige Stolthed havde forarget Handelsstanden. Nu havde han følt Sødmen ved at have Magt over mange Mennesker. Den næsegruse Dyrkelse, hans Penge og Indflydelse nu overalt omgav
