siringer stod midt paa Gulvet; Breve og Papirer i velordnede Bunker bedækkede begge Fløie, og paa det grønne Klæde midt foran Chefen stod et pragtfuldt Skrivetøi af Bronce — Lykkens Gudinde staaende paa en Kugle med en Egekrans i Haanden; det var en Gave fra Meddirektører i Fortuna; og ved Siden laa en hvid Svanepen med Blomstermaleri fra Fru Claras egen Haand.
Rundt omkring stod tunge alvorlige Stole i Række, saa kom et Skab, en Sofa, og saa igjen Stole; og selve Væggene vare behængte med Skibsmodeller og Karter, et par Marinebilleder samt Tegninger og Fotografier af Fortuna.
Det tykke mørkegrønne Gulvtæppe, som laa baade Vinter og Sommer, dæmpede Skridtene, og gjorde det store Rum endnu høitideligere. Svære Portierer skilte Chefens fra de ydre Kontorer, hvor Mæglere og Agenter færdedes; den høitbetroede Marcussen var den eneste, som ubekymret passerede Portieren og bragte Bud til og fra Principalen.
lntetsteds var der forblevet et Spor af Lægen eller Videnskabsmanden; Carsten Løvdahl havde taget Skridtet fuldt ud; han var bleven Kjøbmand med Liv og Sjæl; hans Spekulationsforretning interesserede og optog ham, medens han var stolt over at staa i Spidsen for den største Omsætning i Byen.
Det havde føiet sig saaledes for ham, at han næsten altid blev den første i det, han tog sig for. Som Øienlæge havde han hurtigt vundet det første Navn, og han var traadt tilbage, inden hans Ry fik Tid til at blegne.
Siden havde han følt sig noget alene med sine literære og videnskabelige Interesser blandt lutter Pengemennesker; og især i den selskabelige Tomhed efter Fru Wenches Bortgang, følte han mer og mere Trang til at udfylde sit Liv med noget; saa fik han Smag paa Pengelivet og lod sig rive fuldstændig med.
Med en Iver, somom han var et ungt Hoved, satte Carsten Løvdahl sig i Spidsen for en Mængde nye Foretagender, der ligesom voxte op i hans Spor, under hans Hænder, og gav Plads og Arbeide for store og smaa, skabte Fortjeneste og Velvære udover vide Kredse.
Sin Kones store Formue, som hovedsageligt bestod i udenlandske Stats- og Værdipapirer, deponerede han for en Del i inden- og udenbys Banker, hvorved han bekvemt kunde trække Vexler uden fra først af at tiltrænge Endossements i større Udstrækning.
Som første Direktør i Fabriken udfærdigede han alle Driften vedkommende Papirer, og disse Fortunavexler — som de kaldtes i Kontoret — gik sammen med hans egne gjennem hans Forbindelser,
