gyndte at famle, han blev rød i Hovedet; mon det ikke alligevel var en latterlig Ting, han havde gjort.
Men Professorens Ansigt klarnede, til det straalede:
„Det var rigtigt! — det var aldeles udmærket af dig — Abraham! saaledes skal det netop være; ingen taabelig Forening, som binder den enkelte —“
„Det var just det, jeg mente,“ indskjød Abraham, som gjenvandt alt sit Mod.
„— og som kun tjener til at løfte smaa Ærgjerrigheder tilveirs som for Exempel —“ Professoren lagde atter Armen op og hviskede fortroligt lige ind i Øret paa Abraham, — „som for Exempel vor værdige Ven der — Bankchef Christensen.“
Abraham lo — smigret ved, at Faderen vilde gjøre sig lystig sammen med ham over Byens mægtigste Mand, som tilogmed sad der i al sin Storhed ti Skridt fra dem.
„Ved du, hvad han ligner bagfra — Far! — en Elefant,“ hviskede Abraham.
„Ja du har Ret,“ lo Professoren; „men dette gaar ikke an, at vi to staar her og ler af vore værdige Gjæster. Tak skal du have — Abraham! du kunde ikke bragt mig nogen kjærere Gave idag, netop i denne tvangfri Fortrolighed mellem Over- og Underordnede ser jeg et velsignet Gjenskin af de gode gamle Dage og et Haab for Fremtiden. Hils dine Folk fra mig.“
De skiltes med et Haandslag og gik hver til sin Plads ved Bordet, hvor den almindelige Lystighed snart igjen opslugte dem.
Men Abraham var den hele Aften som ude af sig selv af Glæde og Fremtidshaab; og han endte med i Kaadhed at bære sin Kone opad alle Trapperne, da hun skulde tilsengs.
Han havde grebet ind i Livet, kastet sig ind i Tidens Kamp; men han havde allerede den halve Seier i sin Haand — Faderen var med ham —, hans store, beundrede Fader!
Carsten Løvdahl sad i sit private Kontor. Tre høie Vinduer ud mod Husets Have — en gammeldags stille Byhave med tætte Lindetræer, der skjulte de omliggende Huse. Om Sommeren faldt et grønt kjøligt Skjær ind i det store Rum, og om Vinteren lyste Sneen hvidt fra de knudrede Stammer og fra den ubetraadte Plaine, hvor Naboskabets Katte steg forsigtigt i hinandens Spor og rystede Poterne.
Det massive Skrivebord af mørkt gammelt Egetræ uden For-
