„— for Nidkjærhed: Thepotte; — for Omhyggelighed: Sukkerskaal;
— samt for human Behandling: Flødemugge! — hvor den
brave Mand vil blive overrasket! — hahaha! — undskyld — unge
Herre! — gamle Steffensen tillader sig at le af Jer allesammen.“
„Hvad er det for en Thepotte, De taler om? —“ raabte Abraham.
„Aa — skulle vi nu skabe os! — hvor rørende, at De gider spille en Stump Komedie for en simpel Mand; jeg har ogsaa spillet Komedie i min Ungdom — det var saamænd i Mandal: — Gud bedre! men jeg spillede meget bedre end De — Hr. Bestyrer.“
„Muligt, for jeg spiller ikke Komedie; jeg forstaar Dem ikke, — ikke et Ord.“
Steffensen kom helt frem i Døren tørkende sig med Haandklædet; han havde et rødt olieglinsende Ansigt med to store langt fremstaaende Øine, dem han nu rettede mod Abraham som en Theaterkikkert.
„Og De vil indbilde mig —“
„Han ved ingenting — Far!“
„Bah — hvad ved du? — men jeg har mine to gode øine — jeg; tør De se mig stivt i Øinene og sige, at De ikke ved noget om den Arbeiderfest, som forberedes paa Fortuna?“
„Jeg har ikke hørt et Ord derom,“ svarede Abraham.
„Du kan være sikker, han ved ingenting,“ tilføiede Grete alvorlig.
„Det var som Fanden,“ mumlede Steffensen vantro; „kanske De hellerikke ved om Hædersgaven: Thepotte, Sukkerskaal samt for human —“
„Hold op!“ raabte Abraham utaalmodig, „jeg gider ikke høre paa Deres Vrøvl; — Farvel — Grete!“
„Aa Hr. Bestyrer,“ sagde Steffensen og gned sig fornøiet i Hænderne; „vil ikke Hr. Bestyreren være saa venlig at stanse et Par Minutter, saa skal De bare høre. Idag gik Marcussen — Barnefaderen som de kalder ham — omkring paa hele Fabriken og meldte, at alle Arbeiderne vare komne overens om at overrække Professor Løvdahl en Hædersgave — hvad siger De? — paa førstkommende 4de Oktober, — Professorens berømte Fødselsdag. Det var naturligvis en ganske frivillig Sag; men han tvivlede ikke om, at jo enhver brav Arbeider med Glæde vilde gribe denne kjærkomne Anledning — ja De kan vel den Lexe? — den er lige fra Bankchef Christensens Tørreloft.“
„Vil Steffensen være med?“ — spurgte Abraham.
„Nei — nei — gode Herre! — gamle Steffensen han svarede: nix nei — padetout; — og de andre havde nok god Lyst til at følge med; men saa saa vi alle, at Marcussen satte Mærke i Bogen sin,
