blev ham saa klart — saa klart og tomt; selv syntes han sig allerede gammel at vandre fremover i en Allée af Skuffelser, og hvad vilde Livet bringe den Stakkel, der klyngede sig til ham!
Hun følte strax hans Stemning, det gjorde hun altid:
„Idag er du tung — Abraham! — og ved du hvorfor?“
„Ved du det — Grete?“
„Du vilde hellere have mig til Kone end den, du har.“
„Ja, ved du hvad! — det var kanske bedre,“ udbrød han bittert.
„Men det gaar ikke an,“ tilføiede hun alvorligt og fandt sig tilbage til sin Plads.
„Hvorfor ikke?“
„For det første, fordi du har en og for det andet, saa kan jeg ikke gifte mig.“
„Hvem siger det?“
„Det har Far sagt.“
„Aa — naar du fandt en Mand, som du kjendte godt og ligte —“
„Nei — det er ikke for Mandens Skyld; det er for Børnene; Far siger, at naar den Lille gaar hen til Ovnen og hælder kogende Kaffe over sig, saa kan ikke jeg se det, — aa jeg ser det saa tydeligt!“ — hun holdt Haanden op for de blinde Øine —, „nei — nei! — det gaar ikke an.“
Det var tydeligt, at dette Billede havde brændt sig ind i hendes Bevidsthed og stængte Tankerne ganske paa den Kant.
Abraham var bleven tankefuld; han sad og legede med hendes lange Haarfletning; hun bøiede sig over sit Arbeide og sagde heller ingen Ting.
Saaledes sad de, da Steffensen kom hjem fra Fabriken Klokken syv. Abraham kunde aldrig blive klog paa, om den Gamle havde noget imod hans Besøg hos Grete; men idag var det dog aabenbart, at Steffensen ikke ligte at træffe ham.
Han gik omkring i Stuen og fløitede, og Grete hviskede til Abraham: „Far er sint.“
Imidlertid var Steffensen gaaet ud i Kjøkkenet, hvor han pleiede at vaske sig, naar han kom af Arbeide; og mens han dukkede sig i Vaskevandet og prustede som en Flodhest, raabte han høit:
„Thepotte! — hvad siger De? — en sølverne Thepotte med Sukkerskaal og Flødemugge! — fra samtlige — ho! ho!“ — ned i Vandet — „fra samtlige Arbeidere paa Fortuna; det bliver overmaade høitideligt — hvad siger De?“
„Forstaar du? —“ hviskede Grete.
„Ikke et Ord“ — svarede Abraham og reiste sig, for at gaa.
