og det skulde nok betyde saa meget som, at Steffensen har levet sin længste Tid i Fortunas Maskineri.“
„Aa Snak! — Steffensen! — tror De, Far tar Hensyn til sligt; jeg er vis paa, han vilde gjøre alt, for at hindre denne taabelige Indsamling, hvis han vidste om det.“
„Ak vidste du bare — vidste du bare —“ nynnede den Gamle og drev ud i Kjøkkenet igjen, for at gjøre sig færdig.
„Hvorfor kan du ikke være med, Far?“ — spurgte Grete lidt ængstelig; „det blir da vist ikke stort paa hver.“
„Hvorfor jeg ikke kan være med — mit Barn? — jo det skal jeg sige dig,“ og han stillede sig midt i Døren og rettede sig, somom han talte fra Tribunen; „fordi det er noget Humbug, Spilfægteri og Satans Blændværk det hele. Tror du nogensinde, de Folk, som arbeider derborte i Fabriken — at de nogensinde har en Skilling, som de ikke selv har mangfoldigt Brug for? — og alligevel kommer de alle med sine frivillige Bidrag — ja frivillige, fordi de heller vil undvære Smør for et Par Dager end risikere at sidde uden Brød hele Vinteren; — derfor kommer de, fordi de ere saa fattige, at de ere tvungne til at være feige, — saa fattig er ikke gamle Steffensen — det er hele Forskjellen.“
Men somom han ikke ligte, at han var kommen til at sige det sidste, skyndte han sig at fortsætte:
„Thi du maa vide — mit Barn! at her i Landet ansees det som en Naade at faa Lov til at slide sig ud for en Betaling, der netop saavidt holder Livet oppe og Legemet nogenlunde beklædt. Og er man nu saa heldig at slæbe for en Kapitalist, som ikke netop tager Livet helt af en, og som ikke strax for den mindste Ting kaster en paa Gaden, ja saa er det frem med de frivillige Bidrag, Kapitalen vil have Sølvtøi, Thepotte for Nidkjærhed, Sukkerskaal for Omhyggelighed, samt for human Behandling: Flødemugge.“
Han blev afbrudt ved, at nogen bankede paa Døren; det var Fru Gottwald, som traadte ind og histe. Der var endnu saameget Lys fra den vestlige Himmel, hvor Solen var gaaet ned, at man kunde se hinanden i Stuen, og Abraham hilste lidt forlegent: det var længe siden han havde seet hende.
Fru Gottwald brugte i sin Modeforretning endel Kurvarbeider fra Grete Steffensen og kom ofte herud til hende. Abraham havde mødt hende et Par Gange, men undgik hende helst; dels havde han ond Samvittighed, fordi han besøgte hende saa sjeldent, dels ligte han aldrig at træffe Folk fra Byen, naar han var hos Grete.
Men han slap ikke iaften; Fru Gottwald bad ham ligefrem vente, forat de kunde følges indover.
