Gud give, du maa finde dig glad og lykkelig blandt os; velkommen du ogsaa — kjære Morten! — jeg kan jo ikke faa kysse dig skikkeligt for bare Skjæg. I overrasker os: Dampskibet skulde ikke være her før sex — sagde Peder; traf I ham ikke? — saa kommer han nok snart. — Men Fredrikke! — at du tillader Morten at gaa med alt det ækle Skjæg; det vilde jeg rigtignok forbyde ham, var jeg i dit Sted.“
„Saadant maa Mor ikke sige til Fredrikke; den Tanke er — det ved jeg vist — ganske fremmed for hende, at hun skulde sætte sig op mod sin tilkommende Husbond! har jeg ikke Ret — Fredrikke?“
„Jo — Morten.“
„Aa —“ sagde Madam Kruse, „det var nu ikke saa høitideligt ment; en Kvinde kan Skam komme langt uden netop at sætte sig op mod sin Mand.“
„Skriften lærer os — som Mor ved —“
„Ja min Ven — det ved jeg“ — afbrød Moderen ham tørt: „men nu skulde vi ikke begynde med Theologien, men med en Kop Kaffe, alt til sin Tid; sid ned Fredrikke; og endnu engang: hjerteligt velkomne i Huset — kjære Børn!“
Jørgen Kruse tænkte, som altid naar hans Kone talte: hvor Fanden faar hun alle de Ord fra? — endelig kom han ogsaa frem og mumlede lidt, men trak sig strax tilbage i Krogen.
Det var imidlertid ikke saameget den nye Svigerdatter, han generede sig for, som snarere for sin egen Søn. Dengang Morten valgte Theologien til Embedsstudium, glædede Forældrene sig begge. Det passede godt; den ældste — Peder var Jurist; og gamle Jørgen tænkte som saa: naar det nu engang var fastslaaet, at han ikke kunde faa nogen af Sønnerne der, hvor han helst vilde havt dem — nemlig i Kramboden, saa skulde det igrunden være noksaa morsomt at se sin egen Morten paa Stolen med Pibekraven.
Men var dette virkelig hans lille tykke Morten, som kom her saa overlegen og gav ham et alvorligt — næsten beskyttende Haandslag; stor og skjægget var han bleven og han saa strængt paa Folk gjennem sine lyseblaa Briller.
Faderen følte sig helt underligt tilmode; og medens den flinke lille Madam Kruse snart fik Fredrikke paa Snak ved Kaffeen og uforfærdet behandlede Morten som før, gik gamle Jørgen omkring og var forlegen, søgte forgjæves efter den Tone, han skulde anslaa overfor denne høitidelige Søn.
„Røger du? Morten! —“ spurgte han endelig — halvræd.
„Næsten aldrig,“ svarede Morten med dyb Alvor og et Suk, som skulde betegne, at dette var en af hans mange Forsagelser.
