Men alle fandt forresten. at Morten Kruse var bleven meget
værdig, efterat han tog fat paa det theologiske Studium. Den Tværhed,
som havde udmærket Morten Bagstræver i Skolen, gik
efterhaanden over til et surladent Alvor, der ligesom af sig selv førte
ham til Theologien.
Han havde været af de heldige og var allerede Kapellan ved Nykirken i Byen; strax efter Udnævnelsen forlovede han sig, og det var hans Agt at gifte sig strax; thi hans Kjæreste havde Formue og ingen Forældre.
Smuk var Fredrikke Andersen ikke egentlig; men Madam Kruse troede, hun maatte være hjertens god og snil, saa ømt som hun undertiden kunde se op til Morten.
Lidt efter kom Husets ældste Søn — Sagføreren ind; han var forpustet, kom lige fra Dampskibsbryggen og gjorde mange Undskyldninger, fordi han ikke var mødt frem til de Forlovedes Ankomst.
„Men det er denne velsignede Forening, som tager al min Tid,“ sagde han, „jeg maa faa Hjælp; — du Broder Morten! faar være med; vore Folk bor mest i din Menighed omkring Fabriken.“
„Du mener Fortuna; men hvad er det for en Forening, du taler om?“
„Aa — det er Arbeiderne; først var det bare en Art Forbrugsforening; nu er der Sparekasse og Sygekasse og alt muligt.“
„En Forening af Arbeidere altsaa? — og der er du Medlem Peder?“
„Medlem?“ — raabte Madam Kruse, „det er jo Peders Forening; han har stiftet den og faaet altsammen igang.“
„Jasaa,“ svarede Morten tørt.
Madam Kruse blev lidt rød i Hovedet og vilde sagt noget; men hun tog sig i det og indbød Svigerdatteren til at følge med til hendes lille Værelse ovenpaa.
Faderen var ogsaa smuttet ud igjen i Kramboden, saa de to Brødre vare alene.
„Jeg gratulerer dig Morten! baade med din Ansættelse og med din Forlovelse; hun ser rigtig saa sød og snil ud.“
„Fredrikke er en alvorlig og strengt opdragen Pige.“
„Jaja! — hun kan vel være sød alligevel.“
„Saadanne letfærdige Ord passer slet ikke paa min Forlovede; og jeg vil paa Forhaand bede dig —“
„Sludder Morten! skab dig ikke! Den Tone kan være god nok for de andre; men du maa ikke indbilde dig, at jeg, som kjender dig saa godt, lader mig dupere af sligt. Paa Tomandshaand kan du
