berettiget, raadslaaende Par, da klyngede Clara sig ind til ham: „Vil du altid være saadan imod mig? — Abraham!“
Alle de Løfter og oprigtige Forsikringer! — havde han da brudt dem!
Nei — han syntes ikke det; han var sig bevidst, at han ærligt havde stræbt at gjøre deres Samliv fredeligt og smukt; men Clara var forkjælet, det kunde ikke nægtes; saadanne afskyelige Scener som den iaften burde han ikke taale.
Han vilde hellerikke taale det mere; nu ventede hun ham — det vidste han — beredt til Forsoning, naar han først havde ydmyget sig tilstrækkeligt; men Abraham svor, han vilde ikke ydmyge sig og han blev gaaende i Stuerne; og mens Cigaren gik mod Slutten, kom hans Tanker over paa Maskinmester Steffensen og den blinde Pige. Det var et besynderligt Par; han vilde spørge Sagfører Kruse, som kjendte alle Mennesker, hvor de egentlig skrev sig fra.
Foreløbig besluttede han ogsaa at modsætte sig sin Faders Plan at opsige Steffensen. Det stred imod Abrahams Ideer at lade en duelig Mand vise bort fra Arbeidet, fordi han var en Rabulist — sandsynligvis et godt Hoved, han skulde netop blive.
Hvorledes skulde det ellers gaa det stakkels blinde Barn?
Og hendes Billede stod med et saa klart for ham — rørende, somom det var en Erindring fra Barndommen: den hvide Pande, der laa saa uskyldig trist over de slukte Øine, over det magre tungsindige Ansigt.
Længe og langt borte førtes Abraham i fantastiske Drømme om disse Øine, som kanske kunde faa Liv; om et Blik fuldt af Tak og Hengivenhed, saaledes som han trængte det; og det var langt paa Nat, da han gik tilsengs. Clara sov.
„Gud bevare din Indgang og din Udgang fra nu af og alle dit Livs Dage.“
Med disse Ord førte Kapellanen sin Forlovede ind over sin Faders Dørtærskel.
Den tykke Jørgen Kruse blev saa forvirret over denne høitidelige Indtrædelse, at han bare foldede Hænderne og sagde Amen.
Men hans Kone, der var lige saa tynd som han var tyk, kastede sit Strikketøi og løb imod sin nye Svigerdatter.
„Velkommen — velkommen i vort Hus — du Kjære! — og
