Abraham gjensaa hende brunflammet i Ansigtet og af en sørgelig Façon.
Hans Slot faldt sammen. Den Ridderstid med den trofaste lille Marius under Armen blev til at le af og skamme sig over; og den følgende Dag laa Hans Egede Broch igjen flad af Latter, da Abraham gjengav sin Aften hos Provsten med „Gruppebilleder“ af den fordums Elskede.
Imidlertid nærmede sig Paasken og Konfirmationsdagen; Abraham gruede for selve Dagen, som noget ubehageligt, der maatte gjennemgaaes; men som gjorde sin Nytte bagefter.
Professoren tog det meget alvorligt med sin Søns Konfirmation.
I det ensomme Hus og i de mange Tanker og Erindringer, som plagede ham, fik han Trang til at skynde sig med at gjøre sin Søn voxen saa fort som muligt. Et Værelse ovenpaa med Alkove blev møbleret og sat istand for Abraham, og paa Kirkegulvet vilde Faderen absolut, at han skulde staa i Kjole.
Det var ikke Brug længer. Konfirmanderne vare nuomstunder saa unge og smaa, at de altid gik i Trøie eller kort Frakke. Abraham stred derfor imod i det længste, fordi han generede sig.
Men Professoren forestillede ham, at han jo var ældre end de almindelige Konfirmander og desuden saa meget mere udviklet og voxen.
Abraham gav sig da; igrunden vilde han jo gjerne have Kjole; desuden skulde han faa Gulduhr med Kjæde, og Professoren havde endog tænkt paa snart at give ham Lov til at røge Tobak hjemme. —
Men om Morgenen selve Konfirmationsdagen, strax før han vaagnede, drømte Abraham, at Døren gik op og hans Moder traadte ind ganske saaledes som han havde forestillet sig det saa mange Gange.
Han stod op — forknyt og ængstelig. I Kirken ringede det første Gang; han skulde nu derop, staa øverst i hele Rækken, saa den ganske Menighed kunde se ham — og aflægge dette Løfte. Og hans Moders Øine, disse Øine, som saa tversigjennem ham, de fulgte ham, han følte dem, hun var kommen, for at høre hans oprigtige Skriftemaal.
Kunde han gaa hen og aflægge dette Løfte?
Kjolen, som han havde glædet sig til, og som laa der saa fin og ny med Silkefor i Skjøderne, generede ham nu, han lagde den tilside. Han kom til at tænke paa alt det Alvor, som der igrunden var lagt paa denne Dag. Hvorledes var det, han havde gaaet? — var han ordentligt forberedt —— eller stod det ikke skrevet paa hans Pande, at han var en uværdig? — en Hykler og Løgner vilde Moderen sagt.
