Ellers vilde det jo været en jubel for alle de fremme Hjerter
med de rappe og uforfærdede Tunger at dynge, hvad det skulde
være paa den Vantros Hoved —— hun som holdt med Fritænkerne
og aldrig gik i Kirke.
Men — Gud være lovet! — der var da nok alligevel at sige paa hende; og Fru Wenche fik en lang Gravskrift, i hvilken intet blev glemt. —
Alt dette laa saa stærkt i Luften, at Abraham ikke kunde andet end mærke det mange Gange. Han blev ængstelig for at nævne sin Moder, og det forstyrrede ham i hans Sorg, — især i denne Tid, da han gik for Præsten og hørte Religion to Gange om Ugen foruden Søndag.
Nu var han fuldstændig forandret, og selv Rektor maatte indrømme, at Abraham Løvdahl var en Discipel, som Skolen i alle Maader kunde være stolt af. Han nedlagde da ganske sin Uvilje mod ham; og alle Lærerne havde forlængst glemt Historien med lille Marius. Flittig og underdanig smøg han sig gjennem Skolen ved Siden af Hans Egede Broch, og mange begyndte at anse ham for lige saa flink.
Kun blandt de fortroligste Venner var han den gamle — ja værre end før; og det varede ikke mange Uger efter Moderens Død, før han igjen var Midtpunktet i deres Kreds.
Alle vare fornøiede med ham; men især Provsten Sparre. Havde han begyndt med en liden Uvilje mod dette unge Menneske, saa forandrede den sig til den mest udprægede Forkjærlighed
Det var netop en Gut efter hans Sind, stille, beskeden og med et belevent Væsen; flink i sin Kristendomskundskab som faa og dertil i Besiddelse af en sjelden Evne til at følge en Tankeudvikling, „Han maa absolut studere Theologi; det er et usædvanligt klart Hoved,“ sagde Provsten ofte til Professoren.
„Ja — det faar nu blive som Vorherre vil føre det,“ svarede Professoren. Han syntes — oprigtigt talt — ikke, at Theologien var noget for hans Søn.
Men Provsten var i den Grad indtaget i Abraham, at han laante ham Bøger og endog indbød ham tilaftens.
Det var med helt underlige Følelser, at Abraham betraadte dette Hus, som for mindre end to Aar siden havde omsluttet hans hedeste Ønskers Maal, og til hvis Vinduer han havde sendt saa mange forelskede Blikke.
Der var endnu en hel Flok ugifte Døtre; hans fordums var den næstældste, og for et Aars Tid siden var hun bleven gift med sin Telegrafist.
