Provsten havde ogsaa formanet dem alle saa inderligen igaar
Formiddag, da de bragte Pengene, til alvorligen at prøve sig selv
og forberede sig for Guds Aasyn.
Abraham tog Testamentet og satte sig til at læse; han var saa klein tilmode, at han hakkede Tænder.
Da hørte han Faderen komme fra sit Værelse. Abraham sprang op og trak Kjolen paa.
Professoren kom ind fuldt paaklædt med bredt, hvidt Halstørklæde og sine tre Ordener i stort Format — han havde de fleste i Byen:
„Godmorgen — Gutten min! Vorherre velsigne denne Dag for dig!“
Derpaa overrakte han ham et Stort Etui, som Abraham ikke turde aabne.
„Luk op og tag det paa dig; det er dit Konfirmationsuhr.“
Abraham aabnede; der laa Gulduhr med Kjæde og Medaillon; han lukkede nu ogsaa denne op: men gjorde idetsamme en uvilkaarlig Bevægelse.
Det var de uundgaaelige Øine, som fulgte ham fra Drømmen imorges.
„Det er fra din salig Moder,“ sagde Professoren rørt og trykkede ham ind til sig.
Abraham stammede sin Tak og hægtede Uhret fast. Nu tog ogsaa Kjolen sig bedre ud; han var bleven høi og slank; men Ansigtet var endnu i Overgang, Næsen for stor og Huden uren.
Professoren betragtede ham imidlertid med Stolthed, og da han opdagede Testamentet, som laa opslaaet paa Bordet, klappede han sin Søn paa Skulderen:
„Det er rigtigt! — jeg ser, du tager det alvorligt — Abraham!“
— Paasken faldt i den første Halvdel af April! og det var idag den første Solskinsdag, som var nogenlunde varm. Hele Byen var paa Benene, Kirken fuld, og mange stod udenfor, for at se Konfirmatiderne komme.
Enkelte modige Krambodgutter optraadte allerede i hel lysegraa Sommerdres med rundbuede Ærmer og umaadeligt vide Buxer, som kneb sammen ved Støvlerne; men det var altfor tidligt, der var endnu isnende koldt i Skyggen.
Paa Pladsen foran Kirken kom Konfirmanderne sammen fra alle Gader; først gik Angjældende selv, dernæst Forældrene og et Par Søskende.
Pigerne vare vandkæmmede med tynde gule Pisker fastnaalede i Nakken, lange graa eller sorte Kastetørklæder med Snip helt ned
