„Paa Herren maa du lide
Om det dig vel skal gaa
Da hjælper han at stride
Da vil dit Værk bestaa
Ved Gud og sælvvalgt Plage
Du Intet retter ud;
Thi, Intet kan du tage
Alt kan du faa af Gud.“
Dunsterne av Dand og Drik svandt af hans Hoved, og da Moderen med sin klare lille Stemme gjentog: „Thi intet kan du tage/ Alt kan du faa af Gud“ — da greb de ham saa forunderligt — de Ord: Alt kan du faa af Gud, at han brast i en heftig Graad, som han havde Møie med at dæmpe, til han kom udenfor.
Saa vandred han den hele Nat omrking paa sin Faders Gaard i Graad og Angest, „stridende med Herren“. Først da Solen randt fik han Naade til at bede og takke.
Men det var første gang Gang, han havde været ude af Huset en hel Nat; og da han nu trædede ind i Stuen, reiste Moderen sig fra Bænken og gik ham imøde med Strænghed. Men da hun opløftede sine Øine og saa hans forandred Miner og Skikkelse, da sagde hun stille: „Min Søn! visseligen har Herren besøgt dig i denne Nat.“ Og med glad og frimodig Røst istemte hun:
|
„O fryd og glæd dig nu min Sjæl: |
O Gud! min Lov og Pris modtag! |
Fra den Dag af gik Hans Nilsen ikke mere til Dans, men gjennem flere Aar af Anfægtelse og Sjælekamp vandt han omsider Aandens Frimodighed, saa han begyndte at tale med sine nærmeste og hvem han ellers traf om det ene fornødne. I Forsamlingen fik han ogsaa tale, og det var alles Mening, at det var længe siden, der var hørt saa liflig en Tunge.
Men ihukommende Fru Hauges Anordning, vilde de Ældste ikke tillade ham at drage ud, for at samles med Vennerne rundt om i Landet, førend han baade var ganske gundfæstet i den rene Lære, og i sit Levnet havde vist Omvendelsens værdige Frugter.
