vi gaa paa Akkord? — jeg kommer til Opbyggelsen, hvis De vil lade Lauritz faa bo hos Dem, — hvad? slaa til Mam Torvestad!“
„Jeg vilde gjøre mere end det — Kaptein Worse! naar det kunde bidrage til at fremme Naadens Gjærning i Dem,“ svarede hun blidt og rakte ham Haanden.
Derpaa sagde hun i sin almindelige Tone til Lauritz: „Ja, du hører, jeg gjør det for Kapteinens Skyld. Lad mig nu se om du opfører dig, saa jeg ikke skal fortryde det. Du kan faa dit gamle Kammer; det staar færdigt.“
Dermed gik hun.
Men Kapteinen og Jungmanden tog sig endnu en Omgang ved Skjænken. Dette havde kvikket Worse op; og da han saa, hvor sjæleglad Lauritz stormede afsted til Søhuset, for at hente Kisten med det mærkværdige i, glemte han for et Øieblik, hvor dyrt han havde betalt sin Jungmands lille Tagkammer.
Hans Nilsen Fennefos kom fra en Familie, der tidlig var bleven vakt ved Hauges Reiser gjennem Bygden. Fra sin tidligste Barndom havde han hørt Tale om den elskede Lærer, hans Moder havde sunget hans Salmer, og selv bar han hans Navn.
Derfor var der meget, som ligefrem maatte synes at drive ham til Eftefølgelse.
Men Gutten havde et stærkt og lidenskabeligt Sind og lige til sit tyvende Aar gjorde han sin Moder Sorg ved et vildt og letsindigt Liv.
Da hændte det en Nat, han kom sent hjem fra et Danselag og vilde liste sig forbi Stuen og op paa sit Kammer, at han hørte Moderen ligge vaagen og synge:
„Befal du dine Veie
Og al din Hjertesorg
Til hans trofaste Pleie,
Som styrer Himlens Borg.
Han som kan Stormen binde
Og lede Bølgen blaa,
Han ved Vei at finde,
Hvorpaa din Fod kan gaa.“
Det var en Salme som nylig var kommen til Bygden, og som han vidste Moderen holdt meget af; men han havde aldrig lagt synderligt Mærke til den før.
