Først da han var over fem og tyve Aar blev han udsendt; og da
han i fem-sex Aar næsten uafbrudt havde vandret fra Sted til Sted
— dels efter Opfordring, dels saaledes som Aanden drev ham, var
han bleven en vel kjendt og høit skattet Lægprædikant langs hele
Vestkysten og nordover — længere end til Trondhjem.
Vel var det forbi med hine Tider,[1] da Præsten tog Lensmanden eller en fordrukken Løitnant med sig, adsplittede de gudelige Forsamlinger, skjældte Prædikanten eller spyttede ham i Ansigtet og lod ham transportere ud af Sognet til næste Lensmand.
Men om end Lægprædikanterne var mindre udsatte for ydre Vold end i de gamle Forfølgelsens Dage, var der dog Farer af anden Art, som paa mange Maader gjorde deres Stilling vanskelig.
Thi Præsterne havde ingenlunde skiftet Sind. Men da de ikke længer turde fængsle og offentligen udskjælde „disse Sværmere, disse Skjælme, disse Bedragere, skinhellige Skurke og Folkeforførere“, saa valgte de i Stilhed at belure og bagvaske dem.
Og dette blev for Lægfolket og især for dets Førere og Prædikanter en ny Tugtelse til Taalmodighed. Thi eftersom de Vaktes Antal steg, kunde det jo ikke være anderledes, end at en og anden faldt hen i aabenbare Synder eller grebes i Hykleri og falsk Gudfrygtighed.
- ↑ I Slutten af forrige og i Begyndelsen af dette Aarhundrede vare
Præsterne i Norge tørre Rationalister, der ikke formaaede at tilfredsstille den
religiøse Trang hos Folket, som de ikke forstod, og hvis lave Kultur de
desuden foragtede.
Da begyndte en ulærd Bondesøn — Hans Nielsen Hauge — født 1771 —— at vandre om i Landet, og ved Samtaler og gudelige Forsamlinger vakte han i kort Tid et blomstrende Kristenliv blandt Almuen. Bonden vendte sig fra Slagsmaal og Drik og tog fat paa sit Arbeide; og snart havde Bevægelsen fundet talrige Brændpunkter i det vidtstrakte Land, hvor Fabriker og industrielle Anlæg voxede frem under flittige Hænder, medens Arbeidere og Arbeidsherrer i broderlig Kjærlighed samledes om Guds Ord.
At Folket saaledes hjalp sig selv baade i aandelig og timelig Henseende, kunde Embedsstanden ikke taale. Præsterne fik en villig Haandsrækning af Juristerne, og ved Hjælp af en gammel Forordning af 1741 mod gudelige Forsamlinger fik de Hauge grebet og fængslet.
I ti Aar holdt de ham i Fængsel. Men da alt, hvad utallige Forhør bragte for Dagen, kun var nye Vidnesbyrd om Mandens pletfri Vandel, store Evner og ædle Karakter, maatte hans Fiender tilslut lade ham gaa og nøies med at berøve ham Resterne af hans Formue.
Alligevel havde de seiret. Thi Hauge var legemligt knækket af et langt og usundt Fængselsliv; han levede ikke mange Aar efter, — syg og fuld af Plager, men kjæk og frimodig til det sidste.
I 1824 døde han. Men først i 1842 fik Folkets Repræsentanter hin gamle Forordning af 1741 ophævet — tiltrods for Kongen, Statsraad, Amtmænd, Universitet, Bisper, Provster og Præster. —(Anm. til den tyske Udgave.)
