Men Fru Wenches Ansigt blev ganske stivt, og Rynker, som
aldrig var der før, strammede sig nedover ved Munden. Hun, som
altid selv talte Sandhed, havde faaet et lydhørt Øre for det, som var
hult og ikke til at stole paa; i dette Secund gjennemskuede hun
ham helt og ubønhørligt.
Og havde hun ikke gjort det før, saa var det, fordi hendes egen spirende Kjærlighed havde gjort hende tillidsfuld og blind; og desuden havde der — især ved deres sidste Møde været saa megen virkelig Lidenskab i ham.
Men nu, da hun i sin første Tvivl lagde den lille Snare for ham, forraadte han sig strax. Der var i hans Stemme saamegen Lettelse ved at høre, at det ikke var saa alvorligt — bare en heftig Scene med Manden, — at det med en Gang stod klart for Fru Wenche, at hun stod lige paa Nippet til at kaste sig bort, — gaa fra Feighed og Hykleri lige over i Armene paa den falskeste Falskhed.
Hun stod op og saa ham ind i Øinene. Han reiste sig ogsaa, famlede efter Ord, fægtede saa godt han kunde mod disse Øine, der borede sig i ham uden at kunne pareres.
Et Par Secunder holdt han det ud; men da maatte han se væk. Og da han igjen saa op, blev hans Ansigt meget blegt, og han holdt Hænderne op, somom han var bange, noget vilde falde over og knuse ham.
Men da var Fru Wenche færdig med mam. Hun rakte Haanden frem, som for at gribe det Glas Vin, der stod paa Bordet; i dette pinefulde Øieblik fik hun en bestemt Angst for at besvime her — heroppe hos ham! men hun tvang sig med al sin Magt, holdt sig opreist og gik. —
— Hun var kommen gjennem de stille, mennesketomme Gader saa langt, at der ikke længer var Gaslygter; hun mærkede det først, da hun snublede og ikke kunde se Veien længer.
Langs med Kanten var sat store Stene, og dybt nede hørte hun det tunge Drag af Bølgerne, som løftede sig opimod Fjeldet og raslede ned igjen — sugende og slidende i den seige Tare.
Fra Lysene inde i Byen blinkede smaa Striber henover Fjorden mod hende; men hun vendte sig bort, satte sig paa en Sten og saa udover i Mørket.
„Stakkels lille Abbemand — stakkels lille Abbemand!“ gjentog Fru Wenche halvhøit. Han var den sidste, hun tog Afsked med; han var det eneste, som bandt hende.
Thi hun var færdig, ganske færdig med Mordtmann. Hun skammede sig; hun følte sig nedværdiget og besudlet ved at have ladet sig narre saa langt af dette Menneske. Men ikke blot hendes
