Kjærlighed havde han trukket i Støvet; men alle hendes Ideer, hendes kjæreste og modigste Tanker havde han gjort modbydelige for hende; hun kunde ikke stole paa noget eller nogen efter dette, — ikke heller paa sig selv.
Og naar hun nu gik bort fra sin Mand, havde hun ikke længer nogen Bebreidelse. Alt det hos ham, som i deres Samliv havde holdt ham oppe i hendes Øine — det var ganske udslettet ved den sidste Forhaanelse; der var brudt frem en Raahed — netop det brutalt Mandfolkeagtige, som hun hadede, og som han hidtil med Kunst havde vidst at skjule for hende.
Nei — ham vilde hun ikke vende tilbage til!
Og den lille Stakkel hun tog med sig voldte hende heller ingen Uro; thi nu stod det saa vist og tydeligt for hende, at det var en Velgjerning — den sidste, hun havde Anledning til —, at slukke Lyset, før det blev tændt, at forskaane denne lille Mulighed for et Livs tvivlsomme Gave.
Og i hendes uhyre Ensomhed — yderst paa Randen af et Liv, hun følte sig nødt til at opgive, blev der for hende et lidet Skjær af Moderglæde, — somom hun holdt sit lille grædende Barn i sine Arme og bar det med sig ind i den velsignede Sovn.
Men Abraham! — det Barn, hun havde, — var han da saa ganske tabt for hende, at hun umuligt skulde kunne gjenvinde ham?
Atter og atter gjorde hun dette Regnestykke; og hvergang hun syntes, det kunde gaa op, kom der noget og forstyrrede det hele for hende.
Nei! — hun kunde ikke gavne ham mere ved at leve, saaledes som hendes Liv herefter maatte blive, — det var umuligt!
Derimod kunde hun tænke sig, at Mindet om hende kanske en Gang i hans senere Liv kunde blive ham en Støtte eller en Hjælp til Opreisning, om det nogensinde — og det var hendes Haab — skulde gaa op for ham, at hun — hans Moder — var den, som havde strævet for at holde ham sund og sand, og at de andre — de havde forgiftet hans Ungdom og gjort ham feig og upaalidelig.
Fru Wenches Hoved var snart ikke istand til mer; hun var blot absolut klar over en Ting: Beslutningen. Hendes pinefulde Opgjør med Livet havde trættet og begyndte at afstumpe hendes Tanker; hun mærkede det selv og gik hen til den nærmeste Gaslygte, for at se paa sit Uhr.
Klokken var bleven to1v.
Fru Wenche havde hele Tiden vidst, hvorledes hun vilde gjøre det, og hun havde tænkt paa dem, som skulde leve efter hende.
