„Godaften Mordtmann!“ sagde hun og smilede sørgmodigt til
ham; „her kommer jeg til Dem. Vent bare lidt, indtil jeg faar
samlet mig.“
Han stammede og fik ikke sagt noget; lagde Cigaren væk og trak Frakken af.
Disse Dage havde kjølnet hans Blod; Professorens uhyggelige Ansigt havde bragt ham paa den Tanke, at denne Historie var altfor alvorlig. Fru Wenche var vist ogsaa for alvorlig, for tung til at kunne bære et Forhold, saaledes som han tænkte sig det.
Hun kom ind i hans Stue, satte sig ned i hans Sofa og sagde: her kommer jeg! Hvad ialverden skulde han gjøre? hvilken Tone skulde han anslaa; — hvordan Satan skulde han klare detts?
Smuk var hun; — hun var deilig, saaledes som hun sad der bleg og lidt forpjusket i hans Sofa; men hvad kunde det hjælpe — paa denne underlige, høitidelige Maade.
Han skjænkede et Glas Vin for hende:
„Kjæreste Fru Wenche! — hvad er der iveien? — er der hændet noget galt?“
„Nei“ — svarede hun og smilte igjen op til ham; „De vil kanske endog finde, at det er noget godt, siden det med et Slag opfylder Deres Ønske.“
„Fortæl — fortæl!“ — raabte han ivrigt i en Tone, som skulde betyde henrykt.
Hun mærkede intet, — optaget som hun var af det, som hun nu skulde fortælle ham, — af dette Øieblik, da hun løste Fællesskabet med den ene Mand, for at knytte et nyt med en anden.
Hun begyndte derfor roligt, som vilde hun bede ham give Taal; det blev en lang og alvorlig Historie:
„Ja — kjære Mordtmann! — jeg har skilt mig fra min Mand og er kommen til Dem; men først er der noget andet —“
„De har — siger De — skilt Dem — jeg forstaar ikke —“; han saa med en Gang hele den lille By staa paa Hovedet: Fru Professorinde Løvdahl løbet fra sin Mand, for at slaa sig ned for Natten i hans Ungkarleleilighed!
Gjennem Fru Wenche gik der en liden Trækning; hun saa hurtigt paa ham og sagde — ligesom henkastet:
„Det vil sige, jeg havde en heftig Scene med min Mand; og derfor gik jeg herhen, for at bede Dem om et godt Raad.“
„Aa — kjæreste Frue! — jeg vil gjøre alt for Dem; fra først af gjorde De mig ganske forskrækket; men det var alligevel temmelig uforsigtigt af Dem at komme paa denne Tid,“ — han satte sig ind til hende i Sofaen.
