seet hende vakle, før netop i disse to Ting, som for ham blev de mest betydningsfulde. Og hvad var det for Grunde, som havde overvundet hende? — Herregud! hvor elendige de nu forekom hende i Sammenligning med det store: hendes Pligt til at holde Sønnen oppe.
Nei — det var noget andet, som havde magtstjaalet hende, og det var Mordtmann; for hans Skyld og optaget af ham havde hun forladt — forladt? — nei forraadt sin Søn.
Og nu tog hun Mordtmann for sig og betragtede deres Forhold, og det forekom hende saa urent; det syntes hende i dette Øieblik saa lidet værdt.
Hun tog sin Kjærlighed og prøvede dens Styrke ved at spørge sig selv, om hun var beredt til at ofre sit Hus, sin Stilling, sin Mand, sin Søn, sit gode Navn, — og efterhvert som hun læssede paa, saa hun ængstelig hen til sin Kjærlighed; og det endte med, at hun var for gammel.
Hun var for gammel — mente hun — til denne hensynsløse Elskov, der frister som en Salighed, og tvinger som en Pligt. Hun vidste altfor god Besked om Livet til at forblinde sig i nogen Illusion; og hun var altfor retskaffen og pligttro til at overse de andres Krav.
Hun holdt meget af Mordtmann, det følte hun. Stundevis kunde det helt beruse hende at tænke sig som hans, et Liv med en Mand saa enig med hende, saa fordomsfri, kjæk og ædel i enhver Forstand.
Og naar hun saa gik over til at tænke paa Livet, som det vilde blive herefterdags med hendes rigtige Mand, da gyste hun for al den Løgn; og da blev det hende saa væmmeligt, at det eneste, som kunde redde det vigtigste for hende, det var et Brud — et Brud i al dets sunde, sønderrivende Sorg, og saa et nyt Liv — det fik da blive som det kunde — med Mordtmann.
Men hun kunde jo ikke gaa til Mordtmann, saaledes som hun nu var.
Og hun glemte et Øieblik al sin Sorg i den bitre Medynk med dette Barn, hvis Moder ikke vinkede det frem i Længsel og Kjærlighed, og som ingen vilde hilse velkon1men, naar det kom.
Hun var ikke nogen Moder, et Barn kunde være tjent med; ingen Kone for en Mand; ingen paalidelig Ven. — ingenting for nogen; — var det ikke bedst, hun gik sin Vei?
Døden var hende ikke saa tung; hun havde mange Gange stillet sig mod den Tanke frivillig at gaa bort; og hun troede, at naar først Beslutningen var taget, skulde Modet ikke mangle hende.
