Hun havde smilet over den Overlegenhed, hvormed der
ialmindelighed tales om Feigheden hos den, som vælger at lukke sig selv
ud af Livet; thi saa nær havde Tanken været hende, at hun vidste,
der skal Mod til — især Mod til at vælge.
Træt af den Hvirvel, hvori hendes Tanker havde jaget hende, sank hun hen i en stille, tungsindig Grublen over dette: mon ikke netop hun gjorde bedst mod de andre og mod sig selv ved at bekjende sit Livs Nederlag og gaa bort beseiret; istedetfor at leve videre paa Løgn og Stumper med Afslag paa det, hun havde kjæmpet for og sveget: fuld, klar Sandhed i Ord og Handling.
Men hun var jo ikke alene.
Der fulgte hende Billedet af et lidet blødt Barnehoved; var det Ret at tage et andet Væsen med? slukke Lyset, før det blev tændt?
Nye Tvivl, nye Kvaler, nye Spørgsmaal martrede hende; hvorfor var der dog intet — ingen, som hjalp?
Der kom han endelig — Klokken var over otte —, hendes Mand, som hun ikke havde ventet paa; men som hun vidste maatte komme ved denne Tid.
Han gik nu gjennem Forstuen, satte Stokken fra sig; skulde hun tale til ham; han var hendes Mand, han eiede Halvparten af det lille Liv, hun havde tænkt paa at slukke: han tog i Laasen og kom ind.
„Er her nogen?“ — spurgte han.
„Jeg er her,“ svarede hun fra Sofaen.
„Er du alene?“
Der var noget i Tonen, som jog hende op; hun svarede ikke et Ord; men skyndte sig at tænde Hængelampen; hendes Haand dirrede, saa Glasset klang mod Kuppelen.
„Er der noget iveien med dig? — Wenche!“
„Er der ikke snarere noget iveien med dig?“ spurgte hun trodsigt; thi hendes Mand gik urolig omkring med et ondt, uhyggeligt Smil.
„Aa jo! — der er noget iveien med mig — ikke meget, men lidt, som jeg vilde snakke med dig om. Men — Guds Død! — hvorledes er det, du ser ud? Wenche!“
Hun fik med en Gang den Idé at lade, somom hun ikke forstod, at han mente hendes forgrædte og forgræmmede Ansigt og greb Anledning til at faa det sagt: „Ser ud? — jeg tænkte, du vidste det.“
„Vidste det? — vidste? — hvad?“
„Du har altsaa ikke forstaaet —“
