Han havde kysset hende og sagt, at hun var hans alene; — og
hun — hvad havde hun gjort? — og hvad skulde hun gjøre?
Hun kunde jo ikke blive gaaende alene midt i alt dette! hvad — eller hvem skulde hun vælge? — det, som skulde komme, det maatte komme — og hvad saa?
Hun satte sig en Skumringsaften i Sofaen, efter at have paalagt Pigen ikke at slippe nogen ind, — ikke Hr. Mordtmann heller. Hun havde følt sig nær ved Fortvivlelsen og fik en pludselig Skræk for sin Forstand. Nu vilde hun prøve et Opgjør, for at se, hvor hun stod.
Men det blev et sørgeligt Opgjør, og Fru Wenche forfærdedes over, hvor hun stod.
Thi hun stod jo dybt i Løgn og Uklarhed til alle Sider. Hun, som saa kjækt og hensynsløst havde slaaet sig frem i Livet uden nogensinde at lyve selv og uden at tillade andre at lyve, saavidt det stod til hende; hun, som havde troet og paastaaet, at den, som sanddru vil holde sig sand og ærlig, han skal kunne gaa uden Skade gjennem Livet — saa myldrende fuldpakket som det er af Løgn og Feighed.
Der laa hun nu selv. I hvilket af de Forhold, som stærkest bandt hende, var hun i dette Øieblik fuldtud sand? — hun tog dem for sig et for et og begyndte med Abraham.
Hvor var hendes Søn bleven af? hun havde havt ham saa nær ind til sig, at hun havde kunnet se hver liden Rørelse i hans Sjæl, følge og forstaa hver mindste Tanke eller Tvivl, som famlede sig frem i hans unge Hoved.
Hvor var han nu? — hvad vidste hun nu om ham?
Det kunde lidet hjælpe, at hun sagde: de har taget ham fra mig. Thi det var jo netop det, hun skulde have forhindret, — passet paa ham, holdt ham fast i en klar, ren Luft af Sandhed; ikke bøiet af, ikke givet slip, ikke gaaet træt i den daglige Kamp.
Det var jo det, hun havde lovet sig selv de tusinde Gange, naar hun bar ham paa Armene, da han var liden; — og nu — da han var bleven saa stor, at han trængte til, hun mindedes sine Løfter, kunde hun nu træde frem for ham og sige: her er jeg. Her er jeg — din trofaste Moder.
Kunde han have Tillid til hende som før?
„Nei.“ sagde Fru Wenche høit, og det lød saa sørgeligt i den tomme Stue; „nei; det kan han ikke.“
Baade den Gang med Skolehistorien og senere i Konfirmationsspørgsmaalet havde hun givet tabt, opgivet sit Princip, sveget sig selv og for bestandigt forspildt sin Søns Tillid. Aldrig havde han
