„Naturligvis skulde du svare; det vilde jo været Vanvid, om du
endnu engang havde gjort Skandale i Skolen — især nu, da du gaar
for Præsten. Jeg ved nok, en og anden kunde komme med noget
overspændt Snak om ikke at forraade sin Ven — eller lignende;
men det skal du ikke bryde dig det ringeste om. Lydighed — ser
du — mod sine Overordnede er ubetinget et ungt Menneskes og
en brav Borgers allerførste Pligt og høieste Dyd; ved at holde
Samkvem med Misdædere bliver du tilslut selv en, mens du gavner
dig selv og Retfærdigheden ved at aabenbare det onde og strafskyldige.“
Da de havde gaaet et Stykke, sagde Professoren henkastet: „Det er ikke værdt, du fortæller din Mor dette; — det er jo ikke noget at tale om.“
Abraham saa ikke op; de undgik at se paa hinanden en Stund. Det var, somom de havde Hemmeligheder imod Moderen; og idet Abraham slog sig tilro med Faderens Bifald, tænkte han ikke videre over, at hans Mor nok vilde seet Sagen anderledes.
Men hun var saa besynderlig i denne Tid. Hun var igrunden ikke sig selv; thi der var kommet noget til foruden Mordtmann. — Hendes nervøse Ængstelse var bleven til Vished, og denne Vished fyldte hende med en Smerte, som hun skammede sig ved og søgte at bekjæmpe. — Fru Wenche kunde nemlig ikke længer være i Tvivl om, at hun igjen skulde føde et Barn.
Der var gaaet nogle Dage, uden at Fru Wenche saa noget til Mordtmann. En Middag gik han forbi, da han kom fra Fabriken; men hun trak sig bort fra Vinduet og skjulte sig.
Det med Mordtmann var traadt lidt i Baggrunden; hun havde nu ikke Tanke for andet end det, som forestod hende: at hun endnu engang skulde blive Moder.
Dengang Abraham var kommen til Verden, ønskede hun længe, at han skulde faa en Søster. Men eftersom Aarene gik, opgav hun det Haab og nu var hendes Tanker om Børn og Børneopdragelse blevne saadanne, at hun priste sig lykkelig ved kun at have et at svare for.
Ikke vilde hendes Mand heller blive glad ved at erfare det; det kunde hun vide paa Forhaand.
Men værst blev det hende — ja ganske uudholdelig blev Tanken, naar den kom ind i Forholdet til Mordtmann. Hun blev rød af Skam, hvergang hun tænkte paa deres sidste Aften.
