og ærbødig som han var i Skolen og hjemme, kunde han være den værste til at spotte og gjøre Nar, naar de sad for sig selv paa en Hybel i den tætteste Tobaksrøg.
Broch laa flad af Latter, og Bifaldet opmuntrede Abraham, saa han blev værre og værre og agtede ingenting mere, somom han holdt sig skadesløs for sin Tvang ved at være rigtig vild og gal naar han turde slippe sig løs.
Han forsøgte sig ogsaa i Karrikaturer; og der cirkulerede længe en Tegning i 4de Latinklasse, som forestillede Helvede, hvor Adjunkterne Aalbom og Borring gjensidig fyrede under hinanden, medens Konferentsraad Madvig og Erik Pontoppidan dansede en vild pas des deux i Flammerne.
I Skolen gik det ham nu meget godt; Abraham var tilstrækkelig flittig og havde desuden tilegnet sig en egen Maade til at tage Lærerne paa; selv Aalbom glemte hin „Dævel“ for hans indsmigrende Elskværdighed; og det var bare Rektor, som bevarede en liden Misstemning mod ham.
Professor Løvdahl sluttede sig i denne Tid nøie til sin Søn, gik lange Ture med ham om Søndagen og talte til Abraham næsten, somom han kunde være voxen.
Det var baade, fordi Professoren af al Magt vilde trække Sønnen hen til sig; men det var ogsaa, fordi noget trykkede ham, saa han trængte til at oplives ved Guttens Munterhed.
Fortroligheden mellem dem blev saa stor, at Abraham endog fortalte Ting, som han ellers bestemt vilde have fortiet.
Saaledes kom han en Dag i Samtidens Fart til at fortælle — halvt mod sin Vilje — en Historie fra Skolen.
En Rude var bleven kunst i øverste Klasse, og hele Klassen vidste, at det var Morten Kruse; men da Rektor spurgte, vilde ingen svare; Broch var tilfældigvis syg, saa Løvdahl var øverst.
Nu var der ingenting, som i den Grad ophidsede Rektor, som naar han mærkede eller troede at mærke Stridighed; og som gammel Skolemester forstod han strax, at Klassen var enig om ikke at forraade Misdæderen.
Han var da faret lige hen imod Abraham: „Tag dig nu iagt — Løvdahl! husk paa, du har engang før været ude med Opsætsighed; den Gang slap du; men vogt dig for at komme igjen. Ved du — eller ved du ikke, hvem der har gjort det?“
„Du svarede vel strax?“ spurgte Professoren ængstelig.
„Ja — jeg svarede —“ — Abraham saa til Siden.
„Du sagde, det var Morten Kruse?“
„Ja, for det var ham.“
