gaar vel en og anden — for Exempel Overlærer Abel — og tumler lidt med nye og frisindede ldeer, men i Smug, somom det var farligt Sprængstof —“
„Hvad det forresten ogsaa er — Frue! De saa jo selv, hvor vore Bomber sprang lystigt i Næsen paa de lærde Herrer.“
„Ja — det er sandt! aldrig i mit Liv skal jeg glemme Adjunkt Aalboms Ansigt; jeg var næsten bange, han skulde kvæles. Men — à propos! har Mr. Mordtmann ogsaa tænkt paa Følgerne af Deres dristige Ord hin Aften? De maa nemlig vide, sligt taaler man ikke her i Byen. Med mig er det en anden Sag; jeg hører nu til her, og alle ved, at jeg er uforbederlig, — desuden er jeg jo bare en Dame! Men for Dem —“
„Aa — heller ikke jeg lægger synderlig Vægt paa denne gode Bys Omdømme.“
„Men Kjære! det maa jo være af yderste Vigtighed for Dem, at De gjør et godt Indtryk.“
„Ja — forsaavidt som man jo altid helst vil efterlade et godt —“
„Nei — nei! forstaar De! — jeg tænker jo paa Sodaen, og alt det andet Stinkstof, De vil lave.“
„Naa saa! — De tænker paa den projekterede Fabrik; men den bliver der vist ikke noget af for det første.“
„Saa? det var da leit for Dem. Carsten sagde forleden, han troede, Stemningen blandt Kjøbmændene var gunstig.“
„Troede Professoren! — jeg er desværre kommen til et andet Resultat; iethvertfald tænker jeg Snart at reise.“
„Reise! — herfra?“
„Ja — tilbage til England.“
„Opgiver De Fabriken?“
„Ja — foreløbig ialfald; jeg kan intet udrette.“
„Men dette er jeg aldeles ikke tjent med,“ raabte Fru Wenche; „endelig har jeg fundet et skilkeligt Menneske, som jeg kan snakke med, og saa vil han bort. Det gaar paa ingen Maade an! Forklar mig ialfald, hvad der er iveien? hvorfor maa De opgive det? er de ræd for sine Skillinger — de smaa Sildekonger?“
„De smaa er ikke de værste —“
„Er det da de store Huse, som holde sig tilbage: With’s eller Garman & Worse?“
„Høiere op!“
„Høiere op! — det forstaar jeg ikke.“
„Skal jeg betro Dem — Frue! paa hvem min Fabrik strander?“
„Ja vist skal De saa og lidt fort.“
„Paa Deres Mand.“
