„Paa Carsten? Ephoren? — men Kjære! han interesserer sig
jo varmt for Dem.“
„Ja Gudbevares! Professoren har været yderst elskværdig mod mig; men —“
„Naa da! men?“
„Men Aktier vil han ikke tegne.“
„Saa — aa! det var dog besynderligt. Jeg hører ellers alle Folk siger, at Carsten er saa dygtig og forsigtig i Pengesager. Hør! — sig mig en Gang oprigtigt —— saadant mellem os —; tror De selv paa Deres Foretagende?“
„Ønsker Fruen at se Prospektus,“ spurgte Mordtmann og greb i Lommen.
„Nei vist ikke! men svar mig —: tror De selv —“
„Vi har her,“ afbrød han i sin alvorligste Forretningstone, „som De vil se en Række Analyser —“
„Lad mig være i Fred for Deres væmmelige Analyser“ — lo Fru Wenche.
„— og endvidere et specificeret Overslag med samt en Calcule,“ vedblev Mordtmann; og nu var det ikke længer muligt at faa et alvorligt Ord ud af ham; han morede hende endnu en Stund med sin Forretningstone og med at give Scener af sine Besøg hos Byens Borgere, indtil han reiste sig og sagde Farvel.
Men da han var gaaet, tænkte Fruen paa det; det vilde i Virkeligheden være altfor ærgerligt, om han nu reiste bort. Hun vilde dog spørge Carsten, hvorfor han ikke kunde tage et Par Aktier, naar det hele stod fast paa ham.
Professoren svarede — Samtalen begyndte ved Middagsbordet —, at han af Princip ikke gjerne anbragte Penge i indenbys Foretagender.
Men dette var da vist meget fordelagtigt?
Aa ja! det kunde saamænd nok hænde, at det blev en god Forretning.
„Ja svar mig nu — Carsten! du skal jo forstaa dig lidt paa Sagen: tror du paa den Fabrik?“
„Oprigtigt talt: nei; — og det, fordi jeg selv forstaar lidet eller intet af den praktiske Chemi, og de andre, som skal yde Pengene, forstaar mindre end ingenting; og saadant pleier der ikke at blive god Forretning af.“
„Men Kjære! Mordtmann skal jo bestyre den; og han forstaar det jo — ikke sandt?“
