vidste og ingenting forstod uden at skrabe Skillinger sammen, — at en af de latinlærdes egen Kreds vendte sig imod de høie, hovne Herrer.
Never mind — tænkte Miohal Mordtmann, er det ikke andet de vil, saa gjerne for mig. Kapitalen var Hovedsagen, og ikke skulde han vente sig stort i den Vei af Embedsmænd og Skolelærere; kunde han realisere sin Plan og slippe for et ydmygende Tilbagetog, saa skulde han vist ikke sky nogen Møie.
Han gik derfor med fordoblet Iver omkring og snakkede fosforsurt i de store Kontorer, og han var meget godt ligt; men naar det kom til Punktet — til selve Aktietegningen, stødte han uvægerlig mod en Hindring, en bestemt Anstødssten, og det var Professoren.
Saalænge Professor Løvdahl holdt sig tilbage, blev det med bare Snak. Han var dog den eneste, som forstod Tingen. Lærd var han, og rig var han, og hvis han ikke vilde være med, saa maatte der alligevel være noget raaddent ved Affairen, hvor glimrende den end tog sig ud.
„Lad først Professor Løvdahl tegne sig, saa er jeg med og mange med mig,“ — sagde Jørgen Kruse.
Michal Mordtmanns kvikke Hoved arbeidede ikke længe med denne Hindring. Han knappede sin lange, engelske Visitfrak og gik hen, for at besøge Fru Wenche.
„Endelig!“ raabte hun, da han kom.
„Undskyld Frue! — jeg burde ganske vist tidligere gjort min Visit, for at takke“ —
„Nei Tak! høistærede Hr. Mordtmann! den Tone skal vi ikke have mere af. De har en Gang for alle forspildt Deres Ret til at være engelsk overfor mig. Værsaagod at sætte Dem ned som gammel Maalstræver og ærlig Radikaler. Kan De forsone de andre vrede Guder med Deres afskyelige Soda, saa for mig gjerne. Men her er De min Mand — min Landsmand, og al Deres Korrekthed er spildt — det forsikrer jeg Dem! — fuldstændig spildt paa mig.“
„Jeg kommer Frue —“; men han kom ikke længer; for baade han og Fruen kom i en saadan Latter ved Tanken om deres sidste Møde og ved hans mislykkede Forsøg paa at være formel, at de tilslut rystede hinandens Hænder hjerteligt; og der blev i et Øieblik en saa stor Fortrolighed mellem dem, som ellers et langt Samvær næppe vilde frembragt.
„De var ganske ubetalelig i Tirsdags,“ sagde Fru Wenche og tog fat paa sit Sytøi; han sad i en lav Stol lige indved Sybordet; „De kan ikke tænke Dem, hvad det er for mig, endelig at møde et Menneske med mine Anskuelser og Mod til at udtale dem. Her
