Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/173

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


„Jeg skulde være den vrede Achilles,“ svarede lille Marius med bævrende Mund og saa op med sine forskrækkede Øine.

„Naa saalede! — hm! saa du skulde være den vrede Achilles; ja du ser mig ud til det; det er just saaledes, jeg bestandig har forestillet mig ham“ — Rektor maatte hen til Vinduet, for at bevare sit Alvor; men hele Klassen forstod godt, at Uveiret var over.

Alligevel stod alle med sønderknuste Miner og hørte paa den lille Formaningstale, Rektor gav dem, før han gik at opsøge den inspektionshavende Lærer. Thi det var jo klart, at saadan Uorden kun kunde finde Sted, naar den inspektionshavende forsømte sin Pligt.

Og hvilken Hjertens Fryd og Glæde var det ikke for Adjunkt Borring at kunne meddele Hr. Rektoren, at den inspektionshavende var Adjunkt Aalbom, som, saavidt han vidste, var gaaet over i Athenæum, for at læse Aviser.


II.


Lille Marius var Abrahams bedste Ven, og Abraham var lille Marius’s Ideal.

De pleiede at læse Lexer sammen hjemme paa Abrahams Værelse; og det er ikke godt at vide, hvorledes Marius vilde klaret sig paa Skolen, om han ikke havde havt denne Støtte. For lille Marius var saa daarlig i alt — undtagen i Latin.

Men Latin var hans Fag, det kunde han.

Der var ikke den Form, der var ikke den Biform, der var ikke den Uregelmæssighed eiheller den Regel, eiheller den Undtagelse skjult i den mest afsides Fold af Madvigs folderige Omsvøb — kom bare til lille Marius, han vidste Besked om alt.

Lige fra den første Dag, da Rektor overgav dem mensa til Declination, havde Marius udmærket sig.

Thi Rektor havde selv været hos hans Moder og sagt, at hvis lille Marius vilde være flink, saa skulde han faa Lov til at studere; Rektor vilde skaffe ham Friplads ved Skolen og have et Øie med ham senere ogsaa.

Dette var baade en Glæde og en stor Hjælp for Marius’s Moder; og hun indprentede ham ogsaa, hvad det var for en Gunst af Rektor, at han skulde faa Lov til at studere, hvis han var flink i Latin; thi det var Meningen.

Og derfor gik hvert Ord fra Rektorens Mund lige ind i Marius’s Hoved og satte sig fast der som Spiger i Væg.

Men skjønt hans Hoved var rummeligt og igrunden altfor stort i