Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/172

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Skuldre, og herfra huggede han ubarmhjertigt ned i Hovederne paa sine Dødsfiender med en lang Lineal.

Latinerne greb til Vaaben. Hylderne bleve plyndrede for Linealer; Slyngekasterne og Bueskytterne forsynede sig med Kridtstykker af Tavlekassen; selv Duxen tog en ganske liden Lineal, som han gik og svang under heftige Opmuntringer — helt oppe i den anden Ende af Værelset bag Kathederet.

Abraham udviklede ihast sin Plan. Saasnart den vrede Achilles gav Tegnet, skulde de opløfte Kampskriget, Morten Bagstræver skulde slaa Porten op, Bueskytterne og Slyngekasteme skulde udsende en Regn af Pile og Stene, medens Rytteriet fulgt af de sværtbevæbnede hoplites styrtede ind blandt Fienden, for at afskjære dem fra Hovedtrappen; saa kunde man efterpaa i Ro og Mag fange de adsplittede Stinkdyr og henrette dem enkeltvis.

Alt var beredt; og i den almindelige Iver lagde ingen Mærke til, at der var blevet ganske stille ude paa Gangen. Den vrede Achilles svang sig tilhest, og pludselig opløftede de paa en Gang Latinernes forfærdelige Kampskrig, Morten Bagstræver rev Porten op, en Regn af Kasteskyds formørkede Luften; hastati og principes rykkede frem i Løb, men allerforrest tumlede den vrede Achilles sin Hest — svingende den tunge Lanse.

Men en Stilhed — pludselig, skjærende som et Lyn fra Himlen, — dyb, ulykkesvanger som steg den fra hades — slukkede det vilde Vaabengny og naglede Latinernes seiervante Skarer til Jorden.

Thi midt i de vidt aabne Døre stod en liden, tyk Mand i knappet graa Frak, grøn Klaffehue og Briller; — midt paa Maven en stor Kridtflek efter et velrettet Slyngekast.

Maalløs stirrede han fra den ene til den anden. Duxen sad alt forlængst med Ryggen til det hele og Næsen i Grammatiken; Slyngekasterne slap sine Kridtstykker, de sværtbevæbnede hoplites holdt Linealerne paa Ryggen; men den vrede Achilles trak Benene til sig, skrumpede ganske sammen og gled som en Igle nedad Ryggen paa Abraham.

„Ja jeg skal lære Jer,“ raabte endelig Rektor, da han fik sit Maal igjen, „jeg skal lære Jer at fare med Støi og Spektakel og alskens Vildskab! Hvad var nu dette? hvem var det, som var med? — her skal engang straffes ordentligt! Du Broch! var vel ikke med.“

„Nei da,“ svarede Duxen med et fromt Smil.

„Men Marius! — Marius du var med,“ raabte Rektor bittert; thi lille Marius var hans Yndling; „hvorledes kunde du dog falde paa sligt? oppe paa Ryggen af Abraham — hvad skulde du der? — Svar!“