Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/174

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Forhold til selve Kroppen, blev der dog efterhaanden for liden Plads til alt det andet, som ogsaa skulde læres.

Rektorens Latin bredte sig udover, lagde Beslag paa al hans Evne til at modtage; forbrugte hele Hukommelsen og gruede som Skræppeskoven i Eventyret hen over ligt og uligt, saa at alt, hvad der ellers kanske vilde spiret af Interesse, Lærelyst eller Nysgjerrighed — det forkrøbledes aldeles, og han blev — som Rektor triumferende sagde — en fuldblods Latiner.

Op og ned i Klassen gik Rektor og gned sine Hænder straalende af Henrykkelse, medens lille Marius uforfærdet tumlede afsted med lange Former og Endelser, som kunde brække Tungen paa Folk; aldrig Feil, aldrig Stans, Øinene stivt følgende Rektor og Fingrene knyttende vilde Rotteknuder paa Lommetørklædet:

„monebor
moneberis
monebitur,
monebimur
monebimini
monebuntur.“

„Rigtigt — Gutten min! — meget rigtigt“ — sagde Rektor; og han kunde ikke begribe, at det i de andre Fag gik saa yderlig smaat med lille Marius.

Alle Lærerne klagede, og Rektor maatte af og til være stræng imod sin Yndling, formane og irettesætte ham, — ja han havde endog et Par Gange hentydet til den Friplads, Marius havde, og som han ikke maatte forspilde.

Men alt var glemt, naar Marius igjen fik en vanskelig Konjugation at tumle med, og Rektor klappede ham paa Hovedet: „Naa — naa — lille Marius! — det gaar nok med Mathematiken og det andet, naar vi blir lidt større og faar mere Kjød paa Benene. I Latin er du en liden Professor.“

Det var i Virkeligheden Rektorens ærgjerrige Drøm at gjøre lille Marius til noget stort, noget lærd — helt op imod Madvig; saa vilde han selv nøies med at nævnes som den, der havde ledet Barnets og Ynglingens første Skridt mod Parnas.

Lille Marius fulgte med uden at tænke synderligt over, hvor det bar hen. Han var efter alle Læreres og Kammeraters enstemmige Dom frygteligt barnagtig; og var det ikke for Latinens Skyld, burde han aldrig været saa høit oppe i Skolen.

Derfor var han paavei til at blive etslags Syndebuk i Klassen, dengang Abraham tog sig af ham. Abraham var baade stærk og noksaa flink, og dertil havde han en vis Stilling som Søn af Professor Løvdahl.