Men da maatte Grossereren le, hvilket han sjeldent gjorde: „Nei nei! — bedste Hr. Doctor! — undskyld at jeg ler; men De er virkelig naiv. Der ligger vel nu derude henimod 100 Tusinde Tønder Kul, saa De vil indse, at der skal noget til —“
„Der maatte stjæles fra Aften til Morgen med to Heste,“ indskjød en yngre Forretningsmand, som var vittig.
Grossereren fortsatte, da han havde leet ud: „Nei — ser De! Tyveriet er opdaget derved, at der faldt lidt Sne igaar.“
„Hva ba? Sne — igaar? det ved jeg ikke noget om.“
„Det var hellerikke paa den Tid af Dagen, da vi ere vaagne — Frue! men ganske tidligt paa Morgenen faldt der lidt Sne igaar. Og da mine Folk kom til Kulpladsen, opdagede de Spor af Tyven eller Tyvene. Det viste sig da, at et Par Brædder vare løse i Plankeværket, men sammenstillede saa kunstfærdigt, at Ingen kunde blive opmærksom paa det. Og derigjennem foregaar altsaa Tyverierne Nat efter Nat; — er det ikke oprørende?“
„Men holder da Hr. Grossereren ingen Pladshund?“
„Jovist saa; men det er et ungt Dyr — forresten ypperlig Race — halv Blodhund —, og hvordan Pokker disse Rakkere bære sig ad eller ei, saa ser det ud, somom de maa staa paa en venskabelig Fod med Dyret; thi de fandt Hundens Spor midt indimellem Tyvefødderne.“
„Det var dog mærkværdigt; og nu skal altsaa Trofast prøve —“
„Ja — ganske rigtigt; — idag har jeg sendt Trofast derud, han skal nok fakke mig Kanaljerne.“
„Kunde man ikke spigre de løse Brædder forsvarligt fast?“
„Det kunde man vistnok — Hr. Kandidat Hansen! men jeg vil have Fyrene fat; de skal have Deres velfortjente Straf; min Retsbevidsthed er krænket paa det dybeste.“
„Det er dog deiligt med saadant et trofast Dyr.“
„Ja — men Hr. Grosserer ! Trofast er ogsaa en Perle. Det er uden Sammenligning den smukkeste Hund i hele —“
„Konstantinopel“ — afbrød Kandidat Hansen.
„Det er en gammel Vittighed af Hr. Hansen,“ forklarede Grossereren, „han har omdøbt Nordens Athen til Nordens Konstantinopel, fordi han synes, her er for mange Hunde.“
„Det er godt for Hundeskatten,“ mente En.
„Ja, naar Hundeskatten ikke blev saa uretfærdigt fordelt,“ snerrede Kandidat Hansen; „der er jo ingen Mening i, at en skikkelig gammel Dame, som holder en Hund i en Sypose, — at hun skal betale ligesaa meget som en, der ynder at genere sine Medmennesker ved at være Eier af et halvildt Dyr paa Størrelse som en liden Løve.“
