til deres Gud og de, som tjene deres egne Lyster, samt og alle Vantro — de skulle paa en Dag aabenbares for Herrens Domstol. Da skal Guds Majestæt lade sig se med et blodhævnende Sværd og en Doms Stav. Djævelen, den gamle Satan, skal staa paa den ene Side, at beskylde dem, deres egen Samvittighed paa den anden, at fordømme dem, og forneden Helvedes opladte Strube, at opsluge dem.“
„Sara — Sara! — læs ikke mere,“ bad Worse.
Men hun løftede Stemmen, og Ordene skar som skarpe Knive: „Da skal den afsiges, den jammerfulde og bedrøvelige Dom: Gaar bort I Forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle! Der skal de drikke af Guds evigvarende Vredes Kalk i Mørkets Kongerige, i Djævelens afskyelige Aasyn — med alle forbandede Herrens Fiender. Hvor den bedrøvelige og vemodige Guds Vredes Brusen skal altid lyde gjennem deres Øren; hvor der skal være Graad og Tænders Gnidsel; hvor ingen anden Glæde er end en afskyelig Ødelæggelse, Ve og uendelig Klage. Deres Skrigen og Hylen skal være heftig, deres Sukke saa dybe og deres Elendighed saa usigelig, at de skulle tude som Hunde — ja som de vilde Ulve, og hylende og rasende skulle de raabe i deres Fordærvelse: „Ve! ve! ve! — at jeg nogentid blev født! Ak! havde jeg aldrig været født, og min Moder havde dog ikke undfanget mig! Forbandet være den Tid, da jeg blev avlet; den Stund, i hvilken jeg blev undfanget og den Dag, paa hvilken jeg diede min Moders Bryst!““
„Sara! — for Guds Skyld! hold op!“ — skreg Jacob Worse; han sad overende og holdt sig fast med begge Hænder, Sveden perlede ham paa Panden, og han skalv, saa Sengen rystede.
Hun vendte de stærke Øine mod ham og sagde: „Mon du endelig er falden i den levende Guds Hænder?“
„Sara — Sara! — hvad skal jeg gjøre?“
„Bed —“ svarede hun og gik.
Han laa og væltede sig i Smerter og Angst, kaldte paa hende og bad hende forbarme sig og komme ind til ham; han hørte hende i Værelset ved Siden.
Endelig kom hun ind igjen.
„Sara! hvorfor er du saa haard mod mig? — saadan var du ikke før.“
„Jeg tog dig ikke paa den rette Maade.“
„Tror du, dette er den rette?“
„Jeg haaber det.“
„Ja — ja! du forstaar det bedst; men saa maa du hjælpe mig —
