Sara! gaa ikke fra mig,“ og han holdt fast paa hendes Haand, somom han skulde drukne.
— Nogle Dage efter fik han staa op; han gik omkring i Huset, hvor Sara var — ængstelig, naar hun gik ud af Stuen.
Eller han sad i en Krog med en gudelig Bog mellem Hænderne — ikke saameget fordi han læste, men for at have en Beskyttelse mod Djævelens onde Anløb.
Thi nu var det endelig gaaet op for ham, hvad han aldrig før havde troet rigtig paa: at Djævelen var efter ham overalt.
Da Sara havde faaet ham skræmt fra sig, blev hun lidt mindre stræng. Kun naar han plagede hende eller hentydede til, at nu var han frisk, Sengen kunde flyttes ind igjen, kom der igjen det haarde i hendes Øine, og hun talte eller læste noget for ham, som gjorde ham næsten halvgal.
Selv gik hun som i det dybeste Mørke. Hun havde hverken Bønner eller Sang, og i Forsamlingen fulgte hun med uden Tanke.
Det Secund hun havde ligget i hans Arm, havde med ét aabenbaret for hende det uhyre Bedrag, der var øvet mod hende. Hendes Ungdom, hendes heftige Blod, hendes varme, ubegrænsede Kjærlighed til denne Mand — alt det havde de indestængt og nedtrykket under Guds Ord, Formaninger, Salmer, Bibelsprog, Samtaler og Bøn.
Og nu var det ikke andet end Ord — Ord — Ord —, som hun slængte fra sig med Bespottelse. Hun vidste ikke mere om Tro og Haab; men om Kjærligheden vidste hun, at hun elskede den eneste Mand — elskede ham vildt og lidenskabeligt.
I de Dage, Fennefos var borte, gik hun i Feber. Saa kom han igjen, flyttede fra hendes Moder og ud paa Haugianernes Gaard. Den laa lige ved Byen, og Sara, som ellers aldrig kom udenfor de nærmeste Gader, begyndte at gaa lange Ture i Omegnen.
Bag en stor Sten eller et Gjærde stod hun skjult og stirrede efter ham, naar han arbeidede ude paa Marken. Fik hun ikke se ham, satte hun sig paa en Fjeldknat og stirrede udover eller plukkede en Blomst og betragtede den opmærksomt fra alle Sider, somom det var noget nyt, mærkværdigt, hun aldrig før havde seet.
I Forsamlingerne fik hun betragte ham; men han talte aldrig; hellerikke vendte han sine Øine en eneste Gang til den Kant, hvor hun sad.
Paa hende mærkede Folk ingenting; men med Fennefos syntes Vennerne, at der var foregaaet en heldig Forandring. Den overdrevne Strænghed, han var begyndt med, var nu ganske veget fra ham — ja der var næsten noget ydmygt over ham.
