melen, Veirlys, som nedskyde Ild ovenfra og Jordskjælv under vore Fødder, som kaster Husene i en Hob over vore Hoveder.“
„Lissabon“ — mumlede Worse; han havde et Billede af det store Jordskjælv over Sofaen i Dagligstuen.
„Den fjerde bevægende Aarsag er vore begangne Synders uendelige Tal, der vi vandrede i vore Lyster, Drukkenskab, Fraadseri, Fylderi og grueligt Afguderi.
Den femte er vort Levnets Korthed, hvilket alvorligen raaber til os, at vi skulle omvende os. Thi Livet farer hastigt bort — ligesom vi fløi derfra; og vi fortære vore Aar som en Snak.
Den sjette er det lille Tal af dem, der blive salige; thi Porten er trang, og Veien er smal, som fører til Livet, og faa ere de, som finde den.
For det syvende truer Døden os, hvilken er afskyelig for Kjødet, og dens Ihukommelse falder bittert for enhver, som er kvalt og dæmpet i de verdslige Vellyster.“
Worse gjorde en urolig Bevægelse i Sengen, somom han vilde afbryde; men hun fortsatte:
„Saa skulle vi og betænke Dommens Dag, der skal komme som en Tyv om Natten, paa hvilken Himlene skulle forgaa med stort Bulder; Elementerne skulle smelte af Hede; og Jorden og de Gjerninger, som ere derudi, skulle opbrændes.
Men den niende og sidste bevægende Aarsag er Helvedes Pine, hvilken er over al Marter den ulideligste og ufordrageligste. Skriften taler helt rædsomt om de Forskudtes Stand i den evige Ild, hvor Ormen ikke dør, Ilden aldrig udslukkes; en Fordømmelse, en uslukkelig Pøl,som evigt brænder med Svovl og lld; den kaldes Gehenna, hvilket er udlagt: den evige Pine; og der Staar skrevet: Den Hule er fra igaar tillavet; — ja den samme er og beredt for Kongen — dyb og vid nok. Saa er Boligen derinde Ild og Træ i største Mangfoldighed; Herrens Aande skal antænde den som en Svovelstrøm.“
„Hør Saral tror du ikke, du kunde finde noget andet?“ — spurgte Worse ængstelig.
„Helvedes Pines Dage,“ læste hun videre, „skal aldrig naa deres Fuldkommenhed eller hendes Aar nogen Ende. Naar saa mange Aar ere forgangne som der er Mennesker i Verden og Stjerner paa Firmamentet; — naar saa mange tusinde Aar ere tilende som der er Stene og Sand at finde paa Havsens Bund, saa skal der dog være over disse endnu ti hundrede tusinde Gange flere at vente. Saadanne, som ikke ville lade sig bevæge, naar de høre dette, de skulle herefter faa det at føle, og i Stykker sønderrives. Alle Drukkenbolte og Bespottere og de, som gjøre deres Bug
