Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/83

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
85
GARMAN & WORSE

Per havde altsaa været ude med Hummer imorges; mon han havde faaet mange?

Bare han ikke havde forslidt sig igaar, da han roede. Hun gik ud paa Bakken og saa ned i Havnen. Hans Baad laa der; Per kunde gjerne være syg.

Pludseligt bestemte hun sig til at løbe ned og spørge en Mand, som hun saa ved Nøstene. Men halvveis i Bakken mødte hun en, som kom opover. Madeleine havde ikke kunnet se ham før, fordi han var indunder det bratteste; men nu kjendte hun ham strax og sagtnede sine Skridt.

Per maatte ogsaa have seet hende, skjønt han saa ned; thi et Par Skridt fra hende steg han ned fra Hovedstien og tog en, som var lidt lavere. Da de derfor var ved Siden af hinanden, var hun lidt høiere end ham. Per havde en Kibe paa Ryggen, og Madeleine saa, at der var Tare i den. Ingen sagde et Ord, og begge vare lige nær ved at kvæles.

Da hun var et halvt Skridt forbi, vendte hun sig og spurgte: „Hvad har du i Kiben? — Per.“

„Hummer,“ svarrede han, svingede Kiben af Ryggen og satte den paa Stien.

„Lad mig faa se den,“ sagde Madeleine.

Han tog i en Fart Taren væk og trak op en uhyre stor Rognhummer, som slog med de brede Haleskjæl.

„Det var da en overhændig stor Hummer!“ raabte hun.

„Aa ja, den er ikke med de mindste.“

„Hvad vil du med den?“

„Spørge Fyrforvalteren, om han vil have den.“

„Hvad skal du have for den?“ spurgte hun, skjønt hun godt forstod, at det skulde være en Gave.

„Ingenting!“ svarede Per kort.

„Det var pent af dig — Per!“

„Aa — det er ikke stort,“ svarede han og lagde Taren tilrette.

Med det samme det saa ud, somom de skulde skilles, sagde han: „Hvordan er det med Foden din?“

„Tak godt — jeg tog Brændevin.“

„Sved det?“ spurgte Per.

„Aa — ikke stort.“

„Det var godt gjort,“ sagde han og løftede Øinene saa langt som til Spidsen af hendes Hage.

Nu maatte de vel skilles; der var ikke mer at sige; men Madeleine syntes, at Per var svært ubehjælpelig.

„Farvel Per!“