„Lad mig se —“ sagde Per.
„Nei — du faar ikke —“ svarede hun og bredte Kjolen over.
Per begyndte at skode mod Land.
„Hvad vil du?“
„Op efter Brændevin; jeg vil gnide Foden din.“
„Jamen, det faar du ikke!“
„Saa faar heller ikke du være med mig,“ svarede Per.
„Godt — saa lad mig komme op!“
Endnu før han fik lagt Baaden til, sprang hun iland paa en Sten, steg op paa Moloen og gik raskt indover. Hun bed Tænderne sammen, thi det gjorde saa ondt, naar hun gik; men alligevel fulgte hun hurtigt den kjendte Sti med Øinene fæstede paa Jorden.
Hun kom forbi Nøstene, steg over Aarer, Tjærekoster, gammelt Tougværk og alskens Skrab, som laa spredt mellem Baadene; krumme Krabbekløer laa rundt omkring og halvraadne Torskehoveder, hvor store mætte Fluer gik ud og ind i Øienhullerne.
Hun naaede helt op til Fyret uden at vende sig; hun vilde ikke se efter ham. Alligevel stansede hun paa Toppen, for at puste ud; hun vilde dog se, hvor langt han var kommen udover.
Madeleine vidste, at de andre Fiskere havde stort Forsprang, altsaa maatte hans Baad være bagefter — mellem dem og Land. Men han var ikke til at se, heller ikke i Havnen. Da saa hun med en Gang den kjendte Baad; men den var ikke bagefter — næsten i Række med de sidste; Per maatte have roet som en rasende. Hun forstod at bedømme Afstande og vidste, hvad det var for et Kraftstykke, hun saa for sig; og glemmende baade, at hun var fornærmet og at hun var alene, vendte hun sig om — som til en stor Forsamling og pegte udover med straalende Øine: „Se paa ham! — det er Gut, som kan ro — det!“
Men Per sad i Baaden og tog Spændetag, saa det knagede. Det var somom han vilde straffe sig selv i den uhyre Anstrængelse. Hun blev mindre og mindre, eftersom han roede udover, tilsidst blev hun borte for ham. Men det havde han fortjent. Fanden til Fruentimmer — gjentog han, og hvergang tog han fat igjen, somom det gjaldt Livet. —
Det var det yndigste Solskinsveir den næste Dag ogsaa. Havet laa saa stille som det kan ligge; en engelsk Hummerkutter stod fra Land med halvfyldte Seil; man kunde se det slænge i den slanke Rig, eftersom Fartøiet vuggede mageligt i den svage Dønning.
Madeleine sad ved Vinduet; hun vilde ikke gaa ud. Hun fulgte med Øinene Hummersluppen, som hun kjendte saa godt; det var „Flying fish“, Kaptein Crabb af Hull.
