sig hen til Vognvinduet og spurgte efter nogle indledende Ord, hvem der ventedes?
„Jeg venter min Broder — Legationssekretæren og hans Frøken Datter,“ svarede Konsul Garman, idet han med en eiendommelig Bevægelse lagde den glatragede Hage tilrette i det stive Halsbind.
Denne Efterretning forøgede Spændingen. Richard Garman var ivente, „den gale Kandidat“ — Legationssekretæren — som nogle kaldte ham; og en Datter skulde han have med sig. Hvorledes mon det kunde hænge sammen? — mon han havde været ordentlig gift? — det var ikke ligt ham!
Dampskibet kom. Konsul Garman gik ombord og vendte kort efter tilbage med sin Broder og en liden sorthaaret Pige, — det var vel Datteren. Richard Garman kjendte man strax igjen, skjønt han var bleven lidt sværere i Figuren. Men den ranke, elegante Holdning, de sirlige, sorte Moustacher vare som før; Haaret var ogsaa tæt og krøllet som i gamle Dage, men lidt graasprængt ved Ørene. Han hilste venligt, da han gik opover til Vognen, og der var mer end en Dame, som følte det, da hans blanke, brune Øine et Øieblik gled smilende hen over dem.
Vognen rullede afsted gjennem Byen og udover den lange Allée, som førte til Familiens store Eiendom Sandsgaard.
Byen snakkede sig næsten fordærvet; men uden sikkert Resultat; det Garmanske Hus holdt tæt paa sine Hemmeligheder.
Saameget var klart, at Richard Garman havde forødt hele sin store Arv; — ellers var han vel ikke kommen hjem, for at spise Naadsens Brød hos Broderen. Men paa den anden Side var Forholdet mellem Brødrene ialfald tilsyneladende godt. Konsulen gav stor Middag og drak „sin Broder Legationssekretærens“ Skaal, hvortil han knyttede det Haab, at han maatte finde sig vel herhjemme.
Intet kan være saa irriterende som halvtfuldbaarne Skandaler; og da Richard Garman nogen Tid efter i al Stilhed modtog Fyrforvalterposten paa Bratvold og levede der Aar efter Aar uden at give videre Haab om nævneværdige Bedrifter, saa følte hver især i den lille By sig personligt fornærmet, og man undredes over, at Garmans slet ikke syntes at vide, hvad de skyldte Verden.
Forresten vidste ikke engang selve Legationssekretæren rigtig klar Besked om, hvorledes det hele var kommet. Det var saa underligt med den Christian Frederik; saasnart Richard mødte sin Broder eller bare fik Brev fra ham, blev han selv ligesom omskabt: hvad der ellers aldrig kunde faldt ham ind, syntes ham med en Gang let, og han udførte Handlinger, som bagefter satte ham selv i den yderste Forbauselse.
