han kjender. Da gaar hans Hjerte op; han stirrer mod den lille blaa Stribe, som glitrer derude, indtil det begynder at glitre blaat altsammen; men han siger ingenting. —
— Det hændte ofte, at Folk inde i Byen sagde til Richard Garman: „At De — Hr. Legationssekretær! kan udholde det ensomme Liv derude i Deres Fyrtaarn!“
Men den gamle Herre svarede altid: „Ja ser De! man føler sig igrunden aldrig ensom ved Havet, naar man først har gjort dets Bekjendtskab; — og desuden saa har jeg jo min lille Madeleine.“
Og det var hans Hjertens Mening. De ti Aar, han havde tilbragt herude paa den ensomme Kyst, hørte til de bedste i hans Liv, og hans Liv havde dog været bevæget og broget nok. Men enten han nu var træt af Verden eller om det var hans lille Datter eller det var Havet, som fængslede ham, eller om det var lidt af alt dette, — vist er det, han havde slaaet sig tilro, og syntes aldrig at tænke paa at forlade Bratvolds Fyrhus.
Det havde nu ingen troet; og dengang det rygtedes, at Hr. Legationssekretær Richard Garman, Søn af Byens største Handelshus, søgte en simpel Forvalterpost, fik de fleste sig en god Latter over dette nye Paafund af „den gale Kandidat“.
„Den gale Kandidat“ — var Byens Kjælenavn for Richard Garman, og det var ikke frit for, at han fortjente det.
Thi uagtet han ikke havde været saameget hjemme, siden han blev voxen, kjendte man dog hans flotte og lystige Liv tilstrækkeligt til at korse sig over ham i hemmelig Beundring. Dertil kom, at de Besøg, han gjorde hjemme, ofte stod i Forbindelse med en eller anden stor høitidelig Begivenhed. Saaledes da han som ung Kandidat var tilstede ved Moderens Begravelse, og endnu mere da han over Hals og Hoved kom hjem fra Paris til Gamle-Konsulens Dødsleie — i en Dragt og med et Væsen, som tog Veiret fra de fleste Damer og bragte Herrerne til Fortvivlelse.
Siden saaes han ikke stort. Men Rygtet beholdt sit Tag i ham: snart havde en Manufakturist seet ham i Zinck’s Hotel i Hamburg, snart levede han i et Pallads, snart vilde man vide, at han drev om i Dokkerne og skrev Matrosernes Breve for et Glas Øl.
Men en vakker Dag boldt Garman & Worse’s store Gallavogn ved Dampskibsbryggen. I Bagsædet sad Firmaets Indehaver Konsul C. F. Garman og den unge Frøken Rachel; lille Gabriel — den yngste Søn — sad ved Siden af Kusken.
En fortærende Nysgjerrighed martrede Grupperne paa Bryggen. Den store Vogn var sjelden at se i Byen, — og nu helt hernede øiensynligt ventende Hamburgeren. Endelig vovede Husets Mægler
