Intet er saa rummeligt som Havet, intet saa taalmodigt. Paa sin
brede Ryg bærer det lig en godslig Elefant de smaa Puslinger, der
bebo Jorden; og i sit store kjølige Dyb eier det Plads for al
Verdens Jammer. Det er ikke sandt, at Havet er troløst; thi det har
aldrig lovet noget: uden Krav, uden Forpligtelse, frit, rent og
uforfalsket banker det store Hjerte — det sidste sunde i den syge
Verden.
Og mens Puslingerne stirre udover, synger Havet sine gamle Sange. Mange forstaar det slet ikke; men aldrig forstaar to det paa samme Maade. Thi Havet har et særskilt Ord til hver især, som stiller sig Ansigt til Ansigt med det.
Det smiler med blanke, grønne Smaabølger til de barbente Unger, som fanger Krabber; det bryder i blaa Dønninger mod Skibet og sender den friske, salte Skumsprøit langt ind over Dækket; tunge, graa Sjøer komme væltende mod Stranden, og mens trætte Øine følge de lange, hvidgraa Brændinger, skyller Skumstriberne i blanke Buer henover den glatte Sand. Og i den dumpe Lyd, naar Bølgen falder sammen for sidste Gang, er der noget af en hemmelig Forstaaelse; hver tænker paa sit og nikker udover — som var Havet en Ven, der ved det hele og gjemmer det trofast.
Men hvad Havet er for dem, der bo langs Stranden, faar ingen vide; for de siger ingenting. De lever hele sit Liv med Ansigtet vendt mod Søen. Havet er deres Selskab, deres Raadgiver, deres Ven og deres Fiende, deres Erhverv og deres Kirkegaard. Derfor bliver Forholdet uden mange Ord, og Blikket, der stirrer udover, vexler efter den Mine, Havet sætter op — snart fortroligt, snart halvt ræd og trodsigt.
Men tag saa en af disse Strandboere, flyt ham langt ind i Landet mellem Fjeldene i den yndigste Dal, du kan finde; giv ham den bedste Mad, og de blødeste Senge. Han vil ikke røre din Mad, ikke sove i Sengene; men uden at se sig om, vil han klatre fra Fjeld til Fjeld, indtil han langt — langt ude skimter noget blaat,
