Da han skrev hjem sidste Gang — nedtrykt og fortvivlet —, forat bede Broderen modtage lille Madeleine, tænkte han ikke paa andet end at slutte et forspildt Liv jo før jo heller, saasnart Datteren var bragt i Sikkerhed. Men saa var det, han fik hint forunderlige Brev med Vexelen i. Desuden var der mange vanskelige Handelsord; der stod om „at liquidere“, om „uopgjorte Conti, som nødvendiggjorde hans Nærværelse“ og indimellem alt dette enkelte Udtryk, som ikke passede, som syntes at have forvildet sig ind i Handelsstilen. Der stod for Exempel etsteds „min gamle Legebroder“ — senere: „mit oprigtige Ønske om broderligt Samliv“ — ja tilslut læste han endog midt i en lang indviklet Periode: „Kjære Richard! — tab ikke Modet!“
Dette satte Richard Garmans Sind i Bevægelse; han tog sig sammen og rejste hjem.
Da han saa Broderen komme ombord paa Dampskibet, fik han Taarer i Øinene; han vilde aabne sine Arme, for at omfavne ham. Men Konsulen strakte sin Haand frem og sagde roligt: „Velkommen Richard! — har du dit Tøi ved Haanden?“
Siden var de heller ikke kommet til at snakke om dette; en enkelt Gang vovede Richard en Hentydning til hint Brev. Men Konsulen syntes at tro, at han ønskede at faa afgjort de omtalte Regnskabsforhold. Intet kunde være fjernere fra Legationssekretærens Tanker, og han følte sig næsten krænket.
Det er en udmærket Mand — den Christian Fredrik! — tænkte han, men han er næsten vel meget Handelsmand!
En Dag havde da Konsul Garman sagt til sin Broder: „Du Richard! — skal vi kjøre ud til Bratvold og se paa det nye Fyrhus?“
Richard vilde gjerne være med; han elskede fra sine unge Dage den eiendommelige Kyststrækning med de dunkle Lyngsletter, Sandet og det store, aabne Hav. Fyrhuset faldt ogsaa i hans Smag, og da Brødrene satte sig i Vognen igjen, for at reise tilbage til Byen, sagde han: „Ved du hvad? — Christian Frederik! jeg kunde ikke tænke mig en Stilling, som bedre passede for sligt et Vrag som jeg, end at være Fyrforvalter herude.“
„Der er ingenting i Veien for, at du kan blive det,“ svarede Broderen.
„Bah! — hvorledes skulde det gaa til!“ svarede Richard og smikkede Asken af sin Cigar.
„Hør Richard!“ udbrød Konsulen skarpt, „er der noget, jeg maa bebreide dig, saa er det din Mangel paa Selvtillid. Tror du ikke, at du med dine Evner og Kundskaber kunde faa et meget større Embede, hvis du bare vilde søge.“
